Hvad får jeg ud af mit bidrag?
Du er med til at arbejde for, at Lyngbakkerne også i fremtiden er et flot, unikt og velplejet naturområde med fri adgang for alle – som er en stor del af ”herlighedsværdien” i Gl. Rye.
Hvad går pengene til?
Pengene går til at etablere en fond, som bl.a. er nødvendig for at kunne samle de millionmidler ind, der skal til for at kunne købe Lyngbakkerne.
Hvorfor skal der etableres en fond?
Lyngbakkerne kan ikke ejes af en forening, fordi der er landbrugspligt på dele af området.
Hvorfor sørger kommunen eller ejeren ikke for at passe lyngbakkerne?
Det gør de også til dels, men vi har ingen indflydelse på hvor ofte og hvor meget, eller om Lyngbakkerne pludselig sælges til en, der måske ikke vil tillade den frie adgang, der er nu.
Hvornår sker der noget?
Så snart vi har indsamlet beløbet og i hvert fald inden udgangen af året.
Hvem får pengene?
De går direkte til oprettelse af fonden. Det er lovgivning, at der skal stilles en kapital på 250.000 for at etablere en fond – ligesom der skal et vist beløb til, hvis man stifter et aktie- eller anpartsselskab.
Hvem bestemmer over pengene?
Det gør fondsbestyrelsen.
Hvem bestemmer i fonden?
Fondsbestyrelsen – der er uafhængig af Støtteforeningen. Igen et lovkrav.
Har man mere at sige, hvis man har betalt – end hvis man ikke har betalt penge?
Nej – det er den gode sag, du støtter.
Kan man trække bidraget fra i SKAT?
Nej, Støtteforeningen kan ikke godkendes som almennyttig forening.
Kan jeg fortryde mit tilsagn?
Ja, indtil udgangen af juli, i så fald pr. mail/skriftligt til foreningens kasserer.
Hvad sker der med pengene, hvis det ikke lykkes for fonden at indsamle resten af midlerne?
Så er fonden ifølge vedtægterne forpligtede til at bruge formuen i overensstemmelse med fondens formål – pengene er altså ikke tabte, men bliver brugt på noget tilsvarende.
Det går da meget godt, som det går nu – hvorfor skal vi købe dem? Kan vi ikke bare fortsætte med at pleje dem?
Det kan vi godt, men det giver mange flere muligheder at eje området. Og så er vi ikke afhængige af, at bakkerne en dag er solgt til en, der ikke vil tillade så fri adgang, eller som ikke vil samarbejde om plejen.
Hvorfor kan kommunen/staten ikke købe Lyngbakkerne?
Det kan de måske også, men det er økonomien nok ikke til i det offentlige.
Kommer jeg til at eje en andel af Lyngbakkerne? Er det ligesom at købe en aktie?
Nej – en andelsforening kan ikke eje bakkerne.
Hvem opretter fonden? Hvem bestemmer, hvem der skal sidde i fondsbestyrelsen?
Der er allerede udarbejdet vedtægter for Naturfond Gl. Rye af Borgerforeningen i Gl. Rye. Se dem på www.naturfond-glrye.dk
Er lyngbakkerne ikke fredede? Skal ejeren ikke følge denne fredning?
Jo, en stor del er. Ejeren følger fredningen, men han har også givet lov til at vi må færdes på områder, der er hans private, og det kan vi ikke være sikker på sker med en ny ejer. Ejer vi det selv – via en fond – har vi store muligheder for at udvikle området.
