Naturfond i Gl. Rye overtager 16,5 hektar af Lyngbakkerne
Millionstøtte fra A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal gør Naturfond Gl. Rye i stand til at erhverve en stor del af de fredede lyngbakker øst for Gl. Rye
Allerede godt 6 måneder efter stiftelsen af Naturfond Gl. Rye går fondens vigtigste formål nu i opfyldelse: Erhvervelse af de mest bynære dele af de unikke Lyngbakker ved Gl. Rye. Dermed har det store og frivillige arbejde, der startede med etableringen af Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye i 2012, nået en milepæl.
”Det var med meget stor glæde, at vi modtog tilsagnet om støtte på 1,9 millioner kr. fra A. P. Møller Fonden”udtaler en meget glad formand for Naturfonden, Lærke N. Frost. ”Projektbekrivelsen blev sendt 31. oktober, og efter god dialog med A. P. Møller Fonden fik vi meget hurtigt tilsagnet, hvilket vi er rigtig glade for”. Pengene kan dække erhvervelse og pleje af bakkerne. Naturfonden opgør nu udgifterne til købet, omkostninger i forbindelse med udstykning og skøde, udgifter til advokat og afgifter til det offentlige i forbindelse med købet, refusionsopgørelse mv. Derudover er der også et beløb til plejeopgaver.
Den store frivillige opbakning og indsats fra borgerne i Gl. Rye har ikke mindst været grundlaget for succesen. I sommeren 2013 stod Støtteforeningen for indsamlingen blandt indbyggere i Gl. Rye og lokale erhvervsdrivende af 250.000 kr. til at etablere den fond, der skulle erhverve Lyngbakkerne. I foråret 2014 kom fondens bestyrelse på plads, og den har siden arbejdet intensivt med udarbejdelse af ansøgninger samt de mange formelle forhold, der skulle på plads. ”At starte en fond og erhverve et stykke jord som Lyngbakkerne tager tid. Vi har været gennem godkendelser hos Erhvervsstyrelsen, Skat, Civilstyrelsen og Naturstyrelsen, og også Skanderborg Kommune har sikret os tilladelser til erhvervelsen. Alt skulle falde på plads inden d. 1/1 2015, så vi har arbejdet under pres. Men det hele er gået op i en højere enhed nu takket være støtten fra A. P. Møller Fonden, og jeg er utrolig glad for, at vi samtidig har kunnet leve op til den store tillid og opbakning fra byen”, fortæller Lærke N. Frost.
Borgermøde om Lyngbakkerne 14.januar
Den 14. januar kl. 19 arrangerer Naturfonden og Støtteforeningen et informationsmøde i Sct. Sørens Hus (sognehuset) i Gl. Rye. Alle er velkomne. Ud over at fortælle nærmere om erhvervelsen af bakkerne og de muligheder, det giver fremover, vil Støtteforeningen fortælle om ideer til plejedage og andre arrangementer i år. ”Vi vil også gerne fortælle om den ”sammenhængskraft”, som Lyngbakkerne kulturelt, historisk og naturmæssigt er med til at skabe her i området – og vi vil gerne lægge op til en god debat om mulighederne i bakkerne fremover for alle – herunder samarbejdet med Skanderborg Museum om de nationale formidlingsværdier,” siger Annette Krogsøe, formand for Støtteforeningen.