29. september 2012
“Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye” er nu formelt etableret efter det store opstarts-møde i Sognegaarden før ferien.
Det har også været omtalt flere steder i pressen, senest med en stor artikel i Midtjyllands Avis 22. september.
Vedtægter og bestyrelse er på plads, selvstændig hjemmeside under udarbejdelse, og bestyrelsen vil snarest sende information til alle i Gl. Rye om det videre forløb, herunder det mere langsigtede om etablering af en fond.
Og der er allerede gang i sagerne. Støtteforeningen har ansøgt Landsbyfonden om midler og fået bevilget 25.000 kr. til dokumenterede startomkostninger. Den 4.10 holdes møde med Skanderborg kommune og Henrik Brunsø om, hvordan vi kommer i gang på den korte bane med at få startet rydning allerede her i efteråret, evt. i et Grønt Partnerskab. De mange frivillige – over 40 har meldt dig i “frivillig-korpset” – tripper ligesom bestyrelsen og mange andre herunder for at komme videre.
“Derfor er bestyrelsen glade for at der nu er fremdrift i arbejdet., og at både kommunen og Brunsø viser stor velvillighed, og er også meget glad for det store forarbejde, som Borgerforeningen har gjort”, siger den nyvalgte formand Ebbe Kristensen.
De andre medlemmer i bestyrelsen er Keld Mortensen (næstformand), Anne Schelde Damgaard (sekretær), Susanne Bohøj (kasserer) og Annette Krogsøe.