Fotokonkurrence afgjort

Vinderbillede fra Lyngbakkerne

På årets sidste plejedag i Lyngbakkerne i Gl. Rye den 7. november blev vindernavn og foto fra Naturfond Gl. Ryes fotokonkurrence med temaet ”Lyngbakkerne” offentliggjort.
Vinderen blev Søren Møller-Nielsen fra Gl. Rye, og de tre dommerne var helt enige om at netop dette foto var bedst af de 46 indsendte.

DSC01884 (natur og by)
Begrundelsen fra dommerne var, at billedet viser blomstrende lyng skarpt i forgrunden, og i baggrunden fortoner Sct. Sørens Kirke og møllen sig på en måde, så man ikke er i tvivl om, at terrænet er meget varieret og bakket. Allerbagerst ligger Rye Sønderskov som en afsluttende kulisse.
Kendere er ikke i tvivl om, at billedet kun kan være taget i Lyngbakkerne.
Alt i alt var dommerne enige om, at dette billede på bedste vis lever op til konkurrencens tema og er en værdig vinder af denne første konkurrence, som skal være årligt tilbagevendende.

_DSC5038 _DSC5032

Præmien var en middag for to på Lyng Dal Hotel og Restaurant i Gl. Rye, sponseret af restauranten.

Godt plejeår

12- 15 mennesker mødte op til årets sidste plejedag. Fenne 1 blev ryddet for gyvel og birk.
”Vi er godt tilfredse med den plejeindsats, som er blevet gennemført i år. Den store knuse-maskine tog et rigtig godt nap i forsommeren, og de frivillige har efterfølgende klaret de mange steder i arealet, hvor det er nødvendigt at arbejde med håndredskaber” udtaler Støtteforeningens formand Annette Rask Krogsøe.

20151107_153441_1

Arbejdet blev afsluttet med hjemmebagte flutes og dejlig varm karrysuppe fra  Lyng Dal Hotel og Restaurant.