Oplev byens bakker i blomst

Kom med Naturfond Gl. Rye på smagfuld mini-ekspedition 18.  juni

Der bliver mulighed for både kultur-, natur og smagsoplevelser, når Gl. Rye Mølle kalder til Mølledag søndag 18. juni. Dagen igennem er der nemlig mølle-aktiviteter af alverdens slags, og kl. 13 inviterer Naturfond Gl. Rye på en lille hyggelig natur-ekspedition i byens egne bakker, Lyngbakkerne.

Med den lokale biolog og Lyngbakke-ekspert Jørgen Aagaard i spidsen skal deltagerne ud for at kigge på den tidlige sommers flora i bakkerne og ikke mindst på de blomstrende orkideer.

  • Netop lige før Skt. Hans blomstrer orkideerne i bakkerne, så vi skal ud at nyde synet, høre om den spændende flora og måske tage nogle dejlige billeder. Plukke dem må vi selvsagt ikke, siger Jørgen Aagaard, der også glæder sig til at fortælle ”ekspeditionens” deltagere om udviklingen i Lyngbakkerne og den kontinuerlige pleje.
  • Den orkideart, der trives i bakkerne, er plettet gøgeurt, som er en rigtig hedeart, og i juni kan man desuden normalt finde en del andre planter i blomst, især plejer der at være en kraftig blomstring af lyngsnerre, der kan give et hvidligt skær over dele lyngbakkerne. Vi kan antagelig også møde et par sjældenheder indenfor insekterne, da sommerfuglen brun pletvinge og guldsmeden spidsplettet libel nok vil være at finde i bakkerne op mod Skt. Hans.

Midtvejs på turen er der en lille forfriskning i haven ved Lyngdal med den lokkende overskrift ”Smagen af Lyngbakkerne”.

Tilmelding på mail til Lærke Frost på: laerke.frost@gmail.com

Byens bakker i blomst

Tid: søndag 18. juni 2023 kl. 13.00
Sted: Lyngbakkerne med afgang fra Gl. Rye Mølle
Arrangør: Naturfond Gl. Rye
Guide: Biolog Jørgen Aagaard
Pris: 75 kr. pr. person som betales på
Mobile pay: 167583 senest dagen før

Plejedage i 2023

Hermed liste over alle plejedage i 2023. Vi ser frem til et godt fremmøde.
Vi mødes som sædvanlig ved bænken på stien mellem Emborgvej og Gyden.
Vel mødt 😉
2. april kl. 13 (aflyst)
18. april kl. 17
7. maj kl. kl. 13
23. maj kl. 17
3. juni kl. 10
13. juni kl. 17

22. august kl. 17
9. september kl. 10
26. september kl. 17
8. oktober kl. 13
5. november kl. 13

Vi har nogle hyggelige timer i fællesskab i den friske luft – helt gratis fitness. Vi nyder de forskellige årstider i bakkerne, så kom og vær med. Vi mødes på det grønne areal bag ved Hotel Lyng Dal, hvorefter vi går op i bakkerne til dagens job. Efter en god times tid er der pause med forfriskninger fra Dagli’Brugsen (frugt og vand), og til slut siger vi tak for i dag med sandwich eller kage fra Hotel Lyng Dal.

Generalforsamling 2023

Generalforsamling i Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye

Mandag den 27. marts 2023 kl. 19.30 på Gl. Rye Mølle

Alle er velkomne!

Generalforsamlingen starter kl. 19.30.
Formanden aflægger beretning, kassereren fremlægger regnskabet, og der er valg til bestyrelsen.
Der vil være lejlighed til at stille spørgsmål til Støtteforeningens bestyrelsesmedlemmer eller komme med forslag til fremtidige aktiviteter.

Herefter byder Støtteforeningen på en kop kaffe eller te med kage.

Næste punkt er indlæg ved Lærke N. Frost, formand for Naturfond Gl. Rye, som taler om fondens planer.

Dernæst Jørgen Axelsen, biolog og bestyrelsesmedlem i fonden, som fortæller om plejeindsatsen.

Kontingent!

Betal venligst kontingent til Støtteforeningen senest 24. marts. Det er 100 kr. pr. husstand.
Beløbet skal indbetales på reg.nr. 5667, konto nr. 0716 158 152 eller
Mobilepay nr. 167583
Husk at angive navn og adresse, så vi kan se, hvem betalingen dækker.

Vi glæder os til at se jer – både til generalforsamlingen og i lyngbakkerne i løbet af efteråret!

MVH Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye

Formand Annette Krogsøe, mobil 20315094

Plejedage i foråret 2022

Så starter vi sæsonen med plejedage i lyngbakkerne igen.
Her i foråret har vi planlagt 3 almindelige plejedage i weekenden
og i år vil vi prøve med nogle hverdagsaftener for dem, som ikke har mulighed i weekenden:

Lørdag d. 9. april kl. 10-13

Søndag d. 15. maj kl. 13-16

Søndag d. 12. juni kl. 13-16

Hverdagsaftener:

Torsdag d. 21. april kl. 17-19

Torsdag d. 5. maj kl. 17-19

Torsdag d. 2. juni kl. 17-19

Torsdag d. 16. juni kl. 17-19

Vi håber meget, at folk, der bruger lyngbakkerne også kan se nødvendigheden af, at der skal pleje til for at bibeholde bakkernes nuværende status. Det er meget vigtigt med den manuelle indsats, så mød gerne op!

Vel mødt i Lyngbakkerne.

Plejedage i efteråret 2021

  • Lørdag d. 11. september kl. 10
  • Søndag d. 10. oktober kl. 13
  • Lørdag d. 6. november kl. 10

Plejedagene indeholder 3 gode ting:

  • 3 timers gratis “outdoor-fitness” i fantastiske omgivelser
  • hyggeligt samvær med andre friske bysbørn, som sætter pris på lyngbakkerne
  • mad og drikkevarer sponsoreret af Dagli’Brugsen, Byens Egen Butik og Lyng Dal Hotel og Restaurant.

Alle kan være med! Det kræver ikke særligt kendskab til botanik eller naturpleje – men du risikerer at blive klogere på begge dele undervejs.
Tag gerne hele familien med – der er rigeligt med grene at rykke i – også for de allermindste 

Vi glæder os til at se jer

Plejedage i foråret 2021

Så starter vi sæsonen med plejedage i lyngbakkerne igen.
Her i foråret har vi planlagt 3 plejedage:

Søndag d. 18. april kl. 13

Lørdag d. 15. maj kl. 10

Søndag d. 6. juni kl. 13

Vi håber meget, at folk, der bruger lyngbakkerne også kan se nødvendigheden af, at der skal pleje til for at bibeholde bakkernes nuværende status. Det er meget vigtigt med den manuelle indsats, så mød gerne op!

Vel mødt i Lyngbakkerne.

Plejedag 7. november

Kære lyngbakkevenner

Så indkalder vi til sidste plejedag i lyngbakkerne i 2020

Lørdag den 7. november kl. 10.00 til 13.00.

Vi mødes kl. 10.00 på marken bag Lyng Dal Hotel.

Vi skal arbejde i den nordlige fenne (hesteindhegningen), hvor birketræerne igen er skudt op rundt omkring. Det er planen, at vi får ryddet fennen helt for birk med buskryddere, og enkeltstående små træer kan trækkes op med extractigator.

Vi slutter kl. 13.00 med sandwich, som igen er sponseret af
Lyng Dal Hotel og Restaurant.

Vel mødt!

Generalforsamling 2020

Generalforsamling i Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye

Torsdag den 28. september 2020 kl. 19.30 på Gl. Rye Mølle

Alle er velkomne!

Generalforsamlingen starter kl. 19.00.
Formanden aflægger beretning, kassereren fremlægger regnskabet, og der er valg til bestyrelsen.
Der vil være lejlighed til at stille spørgsmål til Støtteforeningens bestyrelsesmedlemmer eller komme med forslag til fremtidige aktiviteter.

Herefter byder Støtteforeningen på en kop kaffe eller te med kage.

Næste punkt er indlæg ved Lærke N. Frost, formand for Naturfond Gl. Rye, som taler om fondens planer.

Dernæst Jørgen Axelsen, biolog og bestyrelsesmedlem i fonden, som fortæller om plejeindsatsen.

Kontingent!

Betal venligst kontingent til Støtteforeningen senest 21. september. Det er 100 kr. pr. husstand.
Beløbet skal indbetales på reg.nr. 5667, konto nr. 0716 158 152.
Husk at angive navn og adresse, så vi kan se, hvem betalingen dækker.

Vi glæder os til at se jer – både til generalforsamlingen og i lyngbakkerne i løbet af efteråret!

MVH Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye

Formand Annette Krogsøe, mobil 20315094

Plejedag d. 13. juni

Forårets sidste plejedag bliver lørdag d. 13. juni kl. 10 – 13

Plejedagene indeholder 3 gode ting:
– 3 timers gratis ”outdoor-fitness” i fantastiske omgivelser
– hyggeligt samvær med andre friske bysbørn, som sætter pris på
lyngbakkerne
– mad og drikkevarer sponsoreret af Dagli’Brugsen, Byens Egen Butik
og Lyng Dal Hotel og Restaurant.

Alle kan være med! Det kræver ikke særligt kendskab til botanik eller naturpleje – men du risikerer at blive klogere på begge dele undervejs.

Tag gerne hele familien med – der er rigeligt med grene at rykke i – også for de allermindste ?

Vi glæder os til at se jer i lyngbakkerne

Plejedag d. 3. maj

Sammen – men med afstand – skal vi i lyngbakkerne på søndag!
Vi mødes ved bænken på stien bag Hotel Lyng Dal. Vi skal nedlægge en masse birketræer på Musebakken – Dagli’Brugsen sponserer frugt og vand, og til sidst er der kaffe og te plus kage fra Lyng Dal.
Kom og vær med – frisk luft og lidt fysisk aktivitet er godt for dig, og din indsats er godt for Lyngbakkerne og for alles færdsel derude.

Første plejedag i 2020

Så starter sæsonen med plejearbejde i Lyngbakkerne
– søndag den 29. marts kl. 13 til 16.
Det bliver dejligt at komme i gang igen og ud i forårsluften.

Støtteforeningens generalforsamling blev jo aflyst pga. corona situationen, men det udendørs plejearbejde mener vi, det er forsvarligt at gennemføre.

Vi fordeler os over arealet og sørger for at undgå fysisk kontakt.
Tag selv lidt te eller kaffe med. Vi finder lidt kage.

Håber på stort fremmøde – vi ses!

Plejedage i efteråret 2020

–        Søndag d. 6. september kl. 13

–        Lørdag d. 10. oktober kl. 10

–        Lørdag d. 7. november kl. 10

Plejedagene indeholder 3 gode ting:

  • 3 timers gratis “outdoor-fitness” i fantastiske omgivelser
  • hyggeligt samvær med andre friske bysbørn, som sætter pris på lyngbakkerne
  • mad og drikkevarer sponsoreret af Dagli’Brugsen, Byens Egen Butik og Lyng Dal Hotel og Restaurant.

Alle kan være med! Det kræver ikke særligt kendskab til botanik eller naturpleje – men du risikerer at blive klogere på begge dele undervejs.
Tag gerne hele familien med – der er rigeligt med grene at rykke i – også for de allermindste 

Vi glæder os til at se jer

Plejedage i foråret 2019

Plejedatoer for foråret:
–        Søndag d. 7. april kl. 13
–        Lørdag d. 4. maj kl. 10
–        Lørdag d. 1. juni kl. 10

Plejedagene indeholder 3 gode ting:

  • 3 timers gratis “outdoor-fitness” i fantastiske omgivelser
  • hyggeligt samvær med andre friske bysbørn, som sætter pris på lyngbakkerne
  • mad og drikkevarer sponsoreret af Dagli’Brugsen, Byens Egen Butik og Lyng Dal Hotel og Restaurant.

Alle kan være med! Det kræver ikke særligt kendskab til botanik eller naturpleje – men du risikerer at blive klogere på begge dele undervejs.
Tag gerne hele familien med – der er rigeligt med grene at rykke i – også for de allermindste 🙂

Vi glæder os til at se jer

Plejedag d. 4. november

Sidste plejedag i Lyngbakkerne i 2017 er d. 4. november 2017 kl. 10 – 13.

Vi har brug for din hjælp, så sæt allerede nu kryds i kalenderen.

Vi mødes ved bænken på stien mellem Emborgvej og Gyden.

Efter arbejdet bliver årets præmier for fotokonkurrencen uddelt.

MVH Bestyrelsen

Plejedag 7. oktober

Vi mødes d. 7. oktober kl. 10 – ved bænken på stien mellem Emborgvej og Gyden.
Efterårets plejedage foregår i gedeindhegningen omkring Musebakken,
hvor der stadig er mange birketræer og bregner, vi skal have fældet/fjernet.
Vel mødt til lidt fysisk arbejde og hyggeligt fællesskab.

Besøg i Lyngbakkerne fra Jordbrugets Uddannelsescenter

Der har i dag, 7 september 2017, været 24 skovbrugsstuderende i lyngbakkerne for at lære naturpleje i praksis.
De var effektive mod træopvæksten med buskryddere og extractigators, og ørnebregnerne på Musebakken fik anden omgang i år
– denne gang med le.

Og se hvad en af de skovbrugstuderende fik øje på – Nordisk Fugleedderkop, som er en af lyngbakkernes største sjældenheder. Det er meget sjældent at se den, men i september er det parringstid og hannerne vandrer rundt på “damejagt”. Derfor kig efter næste gang I er deroppe, billedet er taget på stien imellem de to indhegninger.

Plejedag 3. september kl. 13

Så nærmer tiden sig for efterårets arbejde i Lyngbakkerne. Vi mødes første gang d. 3. September kl. 13 – ved bænken på stien mellem Emborgvej og Gyden.
Efterårets plejedage kommer til at foregå i gedeindhegningen omkring Musebakken, hvor der stadig er mange birketræer og bregner, vi skal have fældet/fjernet.
Vel mødt til lidt fysisk arbejde og hyggeligt fællesskab.

Beretning for 2016

Beretning, Støtteforeningens generalforsamling 16. marts 2017
I denne beretning vil jeg give et kort resumé over de år, som Støtteforeningen har eksisteret, så også eventuelle nye i kredsen kan få et indtryk af, hvad det er, vi har arbejdet med de senere år.
Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye blev stiftet august 2012 med det formål
– at indsamle 250.000 kr. til at etablere en fond og
– at sætte gang i naturpleje i lyngbakkerne.

Naturpleje
Plejearbejdet kom i gang allerede samme efterår og fortsatte i 2013. Skanderborg Kommune betalte hovedparten af det udstyr, der anvendes til plejearbejdet. Vi kastede os over den mest bynære del af lyngbakkerne først og fjernede birkeopvækst, masser af bævreasp, ørnebregner og gyvel i området. Alt sammen ved håndkraft.

I 2014 blev der hegnet i den nordlige fenne, og der kom heste på som græsning. Lige siden har der gået heste i det område, som nu er kommet til at hedde ”hestefolden”. I takt med at der kom lidt hjælp til plejearbejdet fra dyrene, fik vi kræfter til at begynde på at fælde træer på Musebakken – men det er et kæmpe område, og et kæmpe arbejde!

I 2015 fik vi hjælp til rydningsarbejdet af en ”knusemaskine”, som især på Musebakken gjorde en god indsats på de af skråningerne, som ikke er alt for stejle. Skanderborg Kommune bekostede dette arbejde.

I 2016 har Kommunen bekostet og opsat hegn på Musebakken, og der blev indsat geder i den nye fold. Det skulle være en race, som er kendt for at være glade for at spise blade fra småtræerne. Skanderborg Kommune formidlede en græsningsaftale med tre forskellige dyreholdere, men virkeligheden kom ikke helt til at leve op til aftalerne. Resultatet var, at der kom for få geder på arealet i 2016 i forhold til planerne. ”Græsningen” på Musebakken har derfor ikke været helt tilfredsstillende. Der har sideløbende været brug for både menneskelig og maskinel indsats i både hestefolden og især på Musebakken, som vi fortsat ikke er i bund med. Det arbejde fortsætter her i 2017.
Samtidig med at gederne holdt deres indtog i bakkerne, etablerede Støtteforeningen en gedehyrde-ordning. Det gik ud på at melde sig til på skift at tilse gederne en gang i døgnet. Vi oprettede en kalender på hjemmesiden, som holder styr på, hvem der har gedepasser-tjansen hvornår. Stor tak til alle, som havde lyst til at bidrage til dette arbejde! Der bliver også brug for jer i år ?

I 2016 blev der som de tidligere år holdt 6 fælles arbejdsdage i lyngbakkerne, 3 om foråret og 3 om efteråret. Stor tak til de frivilligere, der møder op til disse dage, og giver en hånd med, enten med selve plejeindsatsen eller med fremskaffelse og servering af forplejning.
Et hold studerende fra Skovskolen lagde også vejen forbi på to udvalgte datoer, og udførte plejearbejde som en del af deres praktiske undervisning. På samme måde havde vi i sommer besøg af en gruppe hollandske studerende, som gav en hånd med i to varme, solbeskinnede augustdage.
Som man kan se af det ovenstående resumé, så er Skanderborg Kommune meget hjælpsomme og positivt indstillet over for samarbejdet, hvilket Støtteforeningens bestyrelse er meget glad for. Den store opbakning er en del af baggrunden for de resultater, vores arbejde har skabt – sammen med hundredvis af arbejdstimer, som de frivillige har lagt i plejeindsatsen og bestyrelsesarbejdet.
Og á propos opbakning så vil jeg på vegne af Støtteforeningens bestyrelse gerne rette en stor tak til Hotel Lyng Dal og Dagli’ Brugsen, som ved hver eneste plejedag stiller op med sponsorater i form af forplejning til de fremmødte.

Fond og køb af bakkerne
Sideløbende med naturplejen arbejdede Støtteforeningens bestyrelse også på at finde ud af, hvordan vi på sigt kunne komme til at eje Lyngbakkerne. Den daværende ejer af arealet, Henrik Brunsø, havde meddelt os, at han var interesseret i at sælge 15-20 hektar fra sin ejendom, hvis vi kunne rejse kapital til at købe jorden. Vi blev anbefalet at danne en fond, som med tiden kunne komme til at stå som ejer af jorden.
I juni 2014 var Støtteforeningens forarbejde kommet så langt, at vi havde fundet en håndfuld personer til at danne en fondsbestyrelse, vi havde fået skrevet vedtægter og ikke mindst – vi havde indsamlet 250.000 kr. som skulle bruges til at stifte fonden. Stor tak til indsamlerne og de mange private husstande og enkelte erhvervsvirksomheder, som ved deres donationer gjorde dette muligt!
Fonden blev formelt stiftet, og i løbet af efteråret 2014 arbejdede fondens bestyrelse på at få en projektbeskrivelse færdig, og de bad projektkonsulent Bendt Nielsen tage kontakt til A.P. Møller Fonden. Det var med stor glæde, at fondsbestyrelsen i december 2014 erfarede, at A.P. Møller Fonden valgte at bevilge 1.9 mio kr. til køb og pleje af lyngbakkerne. Den 14. januar 2015 kunne fondsbestyrelsen offentliggøres den glade nyhed på et informationsmøde i sognehuset. Der blev skålet og ønsket tillykke til hele byen, og takket for opbakning og stor indsats til alle involverede.

Formidling
Fondsbestyrelsen har i løbet af 2015 og 2016 haft nogle drøftelser om næste skridt vedrørende formidling af lyngbakkernes historie. Der er kommet det ud af det, at man nu er i gang med at lave en ny ansøgning til relevante fonde – en ansøgning som rummer opførelse af et formidlingshus, plancheudstilling, og måske køkken, spiseområde, toiletter og grejopbevaring. Fondsbestyrelsen har igen hyret projektkonsulent Bendt Nielsen til at udfærdige projektbeskrivelsen.

Medlemmer
Medlemstallet vokser stille og roligt. Vi er nu oppe på ca. 60 medlemmer. Og vi vil gerne være flere endnu. Vi vil gerne opfordre byens borgere til at
• melde jer ind i Støtteforeningen (100 kr. pr. husstand pr. år)
• tilmelde jer nyhedsbrevet (på kontaktformularen på hjemmesiden www.naturfond-glrye.dk eller send en mail til kassereren Susanne Bohøj på susanne@bohoej.dk)
• komme med input til arbejdet på diverse fællesmøder
• møde op til plejedagene.

Jeg vil gerne runde beretningen af med at takke:
• Alle de frivillige, der møder op til plejedagene eller på anden måde støtter vores arbejde
• Byens virksomheder, som sponserer forplejning
• Fondens bestyrelse for godt samarbejde
• Plejeudvalget og den øvrige bestyrelse i Støtteforeningen for godt samarbejde og hyggelige aftenmøder.

Jeg ser frem til endnu et godt år i Lyngbakkerne sammen med jer alle sammen.

Med venlig hilsen
Annette Rask Krogsøe
Formand

Generalforsamling i Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye

Generalforsamling i Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye
Onsdag d. 15. marts 2016 kl. 19.30 i Sognehuset / Skt. Sørens hus

Betaling af kontingent:
Vi minder om, at medlemmer af Støtteforeningen skal have betalt kontingent for 2017 (kontingent er 100 kr. per år per husstand) senest 5 dage før generalforsamlingen, for at være stemmeberettiget.

Beløbet kan indbetales på reg. nr. 5667 konto nr. 0716158152.
Send samtidig en e-mail til kasserer Susanne Bohøj (susanne@bohoej.dk)
med navn og din e-mail, så du kan komme på Støtteforeningens mail liste.

NB! Sæt evt. betalingen ind som fast årlig betaling i din netbank.

Meld dig ind og støt arbejdet
Hvis du ikke allerede er medlem af Støtteforeningen, er du meget velkommen til at melde dig ind nu. Vi er meget afhængige af at have medlemmer, der vil støtte arbejdet i Lyngbakkerne – også selv om man ikke kan deltage aktivt.

Tak for i år – vi ses næste år

På trods af silende regn hele dagen mødte der 20 lyngbakke entusiaster frem til plejedagen idag.
Vi fik ryddet op efter efterårets arbejde, og der ligger nu nogle bunker langs stien, som vi får fjernet.
Støtteforeningen vil gerne takke for indsatsen til årets 6 plejedage – det har været hårdt, men også hyggeligt.
Også en stor tak til vores sponsorer – Lyng Dal Hotel og Restaurant, der har forsødet tilværelsen hver gang med forskellige lækkerier,
og Dagli’Brugsen, som har leveret vand og frugt til alle plejedagene.
Vi ser frem til en ny sæson, der starter i april 2017 – vel mødt næste år.
MVH Støtteforeningen

“Bioblitz” på plejedagen

Biologi i børnehøjde – nyt tilbud på næste plejedag i Lyngbakkerne

Lørdag d. 8. oktober 2016 kl. 10:00

Nu er der god mulighed for at møde op og give en hånd med i Lyngbakkerne, selv om man egentlig har børne-tjansen den lørdag …
Mens de voksne hjælper med det tiltrængte plejearbejde i bakkerne, kan børnene lære om dyr og planter, som findes i lyngbakkerne.

Biolog Anne Aagaard vil stå for en til to timers underholdning i form af ”bioblitz” for børn. Det går ud på at finde så mange forskellige planter og dyr, som man kan. Hvis vi bliver nok, laver vi to hold, som kan konkurrere om at finde flest forskellige.
Anne tager bøger m.m. med, så børnene selv kan hjælpe til med at finde ud af, hvilket dyr eller plante de har fundet. Anne finder måske også på et par sjove lege / naturaktiviteter – vi får se.

Vi skal videre med at rydde den nordlige fold for gyvel, så tag gerne greb/spade med.
Motorbanden går igen i krig mod birketræerne/ørnebregnerne i den sydlige fold.

Vi ses lørdag kl. 10 ved bænken på stien mellem Emborgvej og Gyden.

Fotokonkurrence 2016

Fotokonkurrence

Deltagerbetingelser

Temaet for fotokonkurrencen er ”ARBEJDSDAG I BAKKERNE”.
Deltagere kan maksimalt indsende 5 billeder.
Billedfilerne skal være i en opløsning på mindst 600×900 pixels og må maksimalt fylde 10 Mb og være af formatet jpeg
Billederne må være billedbehandlet.
Billederne skal indsendes til:
Naturfondglrye@gmail.com, senest fredag d. 28.10.2016
Det er ikke tilladt at indsende andres billeder – billedet skal være taget af den person, der deltager i konkurrencen. Ved deltagelse bekræfter du, at du selv er ophavsmand til de indsendte billeder og dermed har ubegrænset ret til brug af billederne.
Ved deltagelse i fotokonkurrencen giver du Naturfond Gl. Rye ret til at benytte de indsendte billeder uden gebyr eller betaling. Dit navn vil blive nævnt ved billederne, hvis Naturfond Gl. Rye gengiver dem.
Rettighederne omfatter brug af de uploadede billeder til:
Udstillinger. Offentliggørelse på internettet og i sociale netværk. Optagelse i andre værker, herunder publikationer fra tredjemand via pressemeddelelser samt i PR-arbejde omkring Naturfond Gl. Rye.

Ved at indsende fotos accepterer deltageren vilkår og betingelser for deltagelse i konkurrencen.

Plejedag i lyngbakkerne – efterårets første

Støtteforeningen har brug for DIN hjælp til at pleje lyngbakkerne, så mød op og giv en hånd med.

Den 11. september kl. 13 afholdes efterårets første plejedag i Lyngbakkerne – alle er meget velkomne!

Program:
Vi mødes ved bænken på stien mellem Emborgvej og Gyden klokken 13.
Dagli’Brugsen sponserer vand og frugt, som vi tager med op i området, hvor vi skal arbejde.
Dagens opgave bliver at fjerne gyvel i den nordlige fold – med extractigators og håndværktøj.
Hvis der er mere tid skal der også fjernes små birkeopvækst med håndværktøj.
Motorbanden tager sig bl.a. af ørnebregnerne på Musebakken.
Klokken 16 mødes vi igen ved bænken, hvor Lyng Dal hotel & restaurant sponserer lidt spiseligt
– tag evt. selv en kande kaffe eller the med.

Vi ses.
Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye

3. plejedag 2016

Årets 3. plejedag i Lyngbakkerne – lørdag den 18/6 kl. 10:00

Så kalder vi til forårets sidste plejedag, før sommerferien står for døren.

Det, vi skal nå at lave inden sommerferien, er fjernelse af bævreasp i hestefolden – og så skal vi slå det lange græs og anden opvækst, som er så højt, at det kan røre ved det elektriske trådhegn. Bevoksningen svækker strømmen i hegnet, og så bliver det vanskeligt at holde dyrene inde.

Klokken 10:00 mødes vi på stien mellem hestefolden og den nye gedefold. Her deler vi os ind i hold til de forskellige opgaver.

Klokken 13:00 er der en let anretning og lidt at drikke. Hotel Lyng Dal har igen venligst sponseret forplejningen.

Dagli’Brugsen sponserer vand og frugt, så vi kan holde væskebalancen vedlige, mens vi arbejder.

Vel mødt til endnu en dags sjov, frisk luft og gratis motion i godt selskab.

Ny indhegning på vej i Lyngbakkerne

Den eksisterende hegning i den nordlige fold – som vi i daglig tale kalder Hestefolden – er også i år befolket af en lille flok islænder-heste.

Men nu er turen så kommet til Musebakken. Skanderborg Kommune er ved at opsætte hegn til geder. Hegnets placering er udarbejdet i et samarbejde mellem kommunen, fredningsmyndighederne og Naturfonden. Det hele bliver arrangeret sådan, at vi kan gå over Musebakken uden at skulle gå inde blandt gederne. Den mest befærdede hovedsti får hegn på begge sider – så her bliver det menneskene, der er hegnet inde. På toppen udvider hegningen sig, så man kan nyde udsigten fra de opsatte bænke i fred for nysgerrige geder. Og man kan gå videre ned af Musebakken i sydlig retning. Her skal man passere gennem en låge og hen over nogle ganske få meter åbent areal med mulighed for at gederne kan passere, hvorefter man gennem den næste låge igen ledes ind på en sti med hegn på begge sider. Der bliver også etableret et stiforløb rundt om hele gedefolden som ved den nordlige fold.

Der bliver etableret en vandingsmulighed og et læskur til gederne (godkendt af fredningsmyndighederne). Der bliver indsat 12- 14 geder i folden. Gederne tilhører en gårdejer, som kommunen har lavet aftale med, og der er indgået en græsningsaftale mellem Naturfonden og Skanderborg Kommune.
Vi skal have etableret en overvågningsordning, så gederne bliver tilset dagligt – mere herom senere.

 

Nissetur i Lyngbakkerne

Støtteforeningen og Borgerforeningen arrangerer som optakt til juletræstændingen en nissetur i Lyngbakkerne.
Naturvejleder Jan Kjærgaard kommer og fortæller om nissernes liv og finder sikkert også et par nisser i Lyngbakkerne.

SONY DSC

Søndag d. 29. november

Mødested: Skolegården Gl. Rye Skole kl. 14:00

Efter turen er der glögg og æbleskiver i skolegården inden juletræet på torvet tændes kl. 17:00

Se også HER

Fotokonkurrence afgjort

Vinderbillede fra Lyngbakkerne

På årets sidste plejedag i Lyngbakkerne i Gl. Rye den 7. november blev vindernavn og foto fra Naturfond Gl. Ryes fotokonkurrence med temaet ”Lyngbakkerne” offentliggjort.
Vinderen blev Søren Møller-Nielsen fra Gl. Rye, og de tre dommerne var helt enige om at netop dette foto var bedst af de 46 indsendte.

DSC01884 (natur og by)
Begrundelsen fra dommerne var, at billedet viser blomstrende lyng skarpt i forgrunden, og i baggrunden fortoner Sct. Sørens Kirke og møllen sig på en måde, så man ikke er i tvivl om, at terrænet er meget varieret og bakket. Allerbagerst ligger Rye Sønderskov som en afsluttende kulisse.
Kendere er ikke i tvivl om, at billedet kun kan være taget i Lyngbakkerne.
Alt i alt var dommerne enige om, at dette billede på bedste vis lever op til konkurrencens tema og er en værdig vinder af denne første konkurrence, som skal være årligt tilbagevendende.

_DSC5038 _DSC5032

Præmien var en middag for to på Lyng Dal Hotel og Restaurant i Gl. Rye, sponseret af restauranten.

Godt plejeår

12- 15 mennesker mødte op til årets sidste plejedag. Fenne 1 blev ryddet for gyvel og birk.
”Vi er godt tilfredse med den plejeindsats, som er blevet gennemført i år. Den store knuse-maskine tog et rigtig godt nap i forsommeren, og de frivillige har efterfølgende klaret de mange steder i arealet, hvor det er nødvendigt at arbejde med håndredskaber” udtaler Støtteforeningens formand Annette Rask Krogsøe.

20151107_153441_1

Arbejdet blev afsluttet med hjemmebagte flutes og dejlig varm karrysuppe fra  Lyng Dal Hotel og Restaurant.

 

Årets sidste plejedag i Lyngbakkerne

Årets sidste plejedag i Lyngbakkerne

Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye arrangerer lørdag den 7. november kl. 13-16 årets sidste plejedag og håber på lige så godt fremmøde som ved plejedagen i oktober. Her deltog ca. 20 Gl. Rye borgere i de tre timer i Lyngbakkerne. Denne gang er der et ekstra krydderi (foruden lækker suppe fra restaurant Lyng Dal som afslutning), idet vinderen af fotokonkurrencen om Lyngbakkerne offentliggøres kl. 16.

Fokus på de frivilliges arbejde i Lyngbakkerne denne gang bliver fjernelse af de sidste gyvelbuske i den nordlige fenne. Buskene angribes med spader, extractigators – en slags store ”proptrækkere”, der kan få selv genstridige planter op – ørnenæb og buskryddere. Hvis der er stort fremmøde, vil der også blive gjort en indsats for at få fjernet de små birketræer på toppen af Musebakken.

Mødested: Marken bag Hotel Lyng Dal – vi ses ved bænken kl. 13.00

Yderligere oplysninger hos formanden for Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye, Annette Krogsøe, Mobil 20315094

www.naturfond-glrye.dk

Plejedage i efteråret

Vi har planlagt 3 plejedage her i efteråret og første gang er lørdag d. 5. september kl. 10 – 13

Næste plejedage bliver d. 4. oktober kl. 13 – se mere HER

og så igen d. 7. november

Opgaverne i efteråret bliver fordelt i 2 hovedgrupper:

 

Fintrimning af området indenfor hegnet

Der er stadig lidt birk og gyvel tilbage indenfor indhegningen, og de gamle birkestubbe skyder lystigt op igen. Vi skal i gang med extractigatore og spader i hele området. Hvis stubbene er for genstridige, må vi have en buskrydder på.

Hvis der bliver tid og lyst tilovers, skal nordskrænten af Musebakken have en lignende omgang.

Gravning af huller i hele plantedækket fordelt over bakkerne

Der skal graves ca. 10 huller/afskrab på udvalgte steder for at blotte mineraljorden/sandet. Hullerne skal være så dybe at der fremkommer løst sand, men skal ikke fremstå som dybe huller. Hullerne etableres på skrånende terræn, som er sydvendt og det afgravede materiale indbygges så vidt muligt.

Hullerne graves for at skabe dynamik i det ellers monotone plantedække. Dette gøres for at skabe gunstige forhold for bl.a. markfirben, som ynder at solbade på sådanne lokaliteter, og vigtigst af alt, har brug for blottet sand for at kunne lægge sine æg. Markfirben er en beskyttet og fredet art, som findes i bakkerne. Samtidig giver de åbne sandflader mulighed for, at en række andre spændende dyr, tilknyttet åbne varme sandflader, kan finde levested her. Det kan f.eks. være grave- og vejhvepse, sandspringere, og sjældne edderkopper.

Etableringen af ”hullerne” sker i samarbejde med Skanderborg kommune.

Fotokonkurrence

Naturfond Gl. Rye arrangerer fotokonkurrence i Gl. Rye

Naturfondens bestyrelse vil gerne starte en årligt tilbagevendende tradition og lægger ud med temaet ”Lyngbakkerne”. Udover, at billederne på en eller anden måde skal referere til Lyngbakkerne, er der ingen begrænsninger, så alle kan være med.
I forbindelse med årets sidste plejedag d. 7. november afsløres vinderen, der kan glæder sig over, at Lyng Dal Hotel og Restaurant venligst har sponsoreret præmien: Et gavekort på en middag for to.

Dommerudvalget består af Keld Mortensen, Bendt Nielsen og Preben Frost, der alle har lokal tilknytning og erfaring med fotografering.
God jagt i bakkerne – men husk: skyd kun med kamera og kun mens solen er oppe.

Deltagerbetingelser

Temaet for fotokonkurrencen er ”Lyngbakkerne i Gammel Rye”.

Deltagere kan maksimalt indsende 5 billeder.

Billedfilerne skal være i en opløsning på mindst 600 x 900 pixels og må maksimalt fylde 10 Mb og være af formatet jpeg

Billederne må være billedbehandlet.

Billederne skal indsendes til:

Naturfondglrye@gmail.com, senest fredag d. 23.10.2015

Deltageren i konkurrencen skal vedlægge skriftlig tilladelse til offentliggørelse fra eventuelle personer, som kan genkendes på billederne – Naturfond Gl. Rye påtager sig ikke ansvar herfor, så billeder med personer kan desværre ikke komme i betragtning, hvis der ikke foreligger skriftligt samtykke.

Det er ikke tilladt at indsende andres billeder – billedet skal være taget af den person, der deltager i konkurrencen. Ved deltagelse bekræfter du, at du selv er ophavsmand til de indsendte billeder og dermed har ubegrænset ret til brug af billederne.

Ved deltagelse i fotokonkurrencen giver du Naturfond Gl. Rye ret til at benytte de indsendte billeder uden gebyr eller betaling.
Dit navn vil blive nævnt ved billederne, hvis Naturfond Gl. Rye gengiver dem.

Rettighederne omfatter brug af de uploadede billeder til:
Udstillinger
Offentliggørelse på internettet og i sociale netværk
Optagelse i andre værker, herunder publikationer fra tredjemand via pressemeddelelser
PR-arbejde omkring Naturfond Gl. Rye

Ved at indsende fotos accepterer deltageren disse vilkår og betingelser for deltagelse i konkurrencen.

2. plejedag 2015

Anden plejedag i 2015 er d. 10. maj kl. 13:00 – 16:00
Vi mødes ved lågen på sydsiden af indhegningen op mod Musebakken. Vi skal have samlet al det birk, der er fældet på Musebakken nede ved stien, hvor Skanderborg kommune vil samle det sammen og køre det væk. Hvis vi bliver mange, kan nogle også fjerne de sidste birk og gyvel i indhegningen.

Efter arbejdet samles vi til noget kage og kaffe/the – tag selv kaffe/the med, så skaffer vi kagen. Undervejs sørger vi for drikkevarer.

MVH Støtteforeningen

God plejedag i Lyngbakkerne

Pressemeddelelse fra Naturfonden

Årets første plejedag i Lyngbakkerne i Gl. Rye var også den første, efter Lyngbakkerne er blevet overtaget af Naturfond Gl. Rye. Ca. 20 frivillige mødte op på årets foreløbigt varmeste dag den 11. april, og ud over at have det hyggeligt sammen blev der nået meget på de knap 3 timer. Hundreder af gyvel blev trukket op, og nogle bevæbnet med motorsave fortsatte arbejdet med at fælde især birketræer på Musebakken. ”Arbejdet sker i rigtigt godt samarbejde med Skanderborg kommune, der ud over at have finansieret noget af vores udstyr også i løbet af foråret vil sørge for at få fjerne de bunker, der efterhånden har hobet sig op”, fortæller formanden for Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye, Annette Rask Krogsøe. Hun tilføjer, at den fortsatte frivillige indsats er alfa og omega for arbejdet, og glæder sig over, at man nu virkeligt kan se fremskridt i rydningen i bakkerne og dermed meget bedre betingelser for lyngen.

Yderligere info ved Annette Rask Krogsøe – tlf. 20315094

Pressemeddelelse

Aktivt år i Naturfond Gl. Rye

På den nyligt afholdte og velbesøgte generalforsamling i Naturfond Gl. Rye kunne formand Annette Krogsøe i sin beretning glæde sig over, at et af foreningens vigtigste formål nu er opfyldt, nemlig erhvervelsen af Lyngbakkerne. ”Det gik rigtigt stærkt sidst på året, og det var en stor dag for Gl. Rye, da erhvervelsen var en realitet”, sagde Annette Krogsøe og bemærkede, at det faktisk skete kun et halvt år efter, at Støtteforeningen fik etableret Naturfonden med bestyrelse i juni 2014.

Annette Krogsøe gjorde rede for de mange plejedage i Lyngbakkerne i årets løb, og den store opbakning og frivillige indsats i forbindelse med plejedagene og foreningens arbejde i øvrigt. Blandt andet illustreret ved, at der nu er 80 husstande som medlemmer mod ca. det halve for et år siden. Formanden erindrede også om indsamlingsindsatsen i sommeren 2013, hvor ca. 2/3 af alle husstande i Gl. Rye bidrog.

”Den store frivillige indsats kombineret med et rigtigt godt samarbejde med Skanderborg kommune og andre myndigheder har gjort, at vi er nået så langt”, sagde Annette Krogsøe. Den nye formålsparagraf blev vedtaget enstemmigt og er nu

  • at arrangere aktiviteter efter behov i  samarbejde med NaturFond Gl. Rye.
  • at virke som sekretariat for NaturFond Gl. Rye.
  • at medvirke til, sammen med ansvarshavende kommune og ”Naturfond Gl. Rye,

at naturområderne under ”NaturFond Gl. Rye” plejes.

Der var genvalg hele vejen rundt til alle i bestyrelsen, og som en ekstra suppleant blev valgt Pia Kastberg.

Hele beretningen kan læses på www.naturfond-glrye.dk.

Efter generalforsamlingen gav formanden for Naturfond Gl. Rye, Lærke Frost, en orientering om Fondens arbejde og det hektiske arbejde med erhvervelsen omkring årsskiftet, og rettede en stor tak til borgerne i Gl. Rye, til Støtteforeningen, Borgerforeningen og Skanderborg Kommune samt sponsorer, og Jørgen Aagard Axelsen fra Fondsbestyrelsen fortalte om pleje- og udviklingsplanerne for bakkerne. Som et konkret eksempel på her og nu tiltag fortalte han om rydningen på Musebakken (der blev foretaget i dage omkring generalforsamlingen), hvor der blev ryddet tusinder af birketræer og andet med en særlig terrængående maskine, der kunne klare også de fleste stejle områder. Et samarbejde med Naturstyrelsen og Skanderborg kommune gjorde dette muligt, som betød et stort fremskridt i et ellers ret uoverskueligt arbejde med rydningen af bakken.

 

 

Maskinel rydning omkring Musebakken

Entreprenør Jørn Bedsted har været på besøg et par dage med en maskine, som har fjernet birketræerne i en god del af bakkerne. Maskinen mindede om en lille mejetærsker, som flænsede træerne i stykker, og det viste sig at være en hurtig måde at komme af med birketræerne på. Jørn Bedsted har været i gang på en stor del af Musebakken, og de steder hvor det er for stejlt til at køre, må vi fjerne træerne ved hjælp af buskryddere.
Skanderborg Kommune har betalt for maskinen og vi siger mange tak for hjælpen.

Se videoen på Facebook

IMG_3927IMG_3918 IMG_3920

 

Nyt fra Naturfond Gl. Rye

Pleje i lyngbakkerne

Det er nu ved at være på tide at komme i gang med plejen af lyngbakkerne efter Naturfond Gl. Rye’s overtagelse. Vi har valgt at se plejen på kort og på lang sigt. Kort sigt vil sige at få fjernet opvæksten af birketræer, og langt sigt vil sige at holde vegetationen overvejende i lyng og undgå nyopvækst af træer. Plejen vil blive foretaget i nært samarbejde med Skanderborg kommune.

Pleje på kort sigt  – fjernelse af opvæksten af birk

Angående fjernelsen af den eksisterende birkeopvækst vil der ske noget allerede i slutningen af marts, hvor entreprenør Jørn Bedsted vil komme med en maskine, som kan fjerne birketræerne, og som kan køre på en god del af bakkerne. Maskinen minder om en lille mejetærsker, som flænser træerne i stykker, og det vil være en hurtig måde at komme af med træerne på. Jørn Bedsted vil gå i gang med at fjerne træerne på så stor en del af musebakken som muligt, og de steder hvor det er for stejlt til at køre, må vi fjerne træerne ved hjælp af buskryddere. Fjernelsen af træer med buskryddere vil foregå, når ”motorsavsbanden” har tid og lyst til det, hvilket vil sige, at der også vil foregå plejearbejde udenfor plejedagene.

Pleje på langt sigt – dyregræsning

Til den langsigtede pleje vil det være nødvendigt at have græssende dyr på arealet, men det er endnu ikke besluttet, hvordan det skal foregå, og hvilke dyr det skal være. Derudover har kommunen lovet at tage sig af at fjerne den begrænsede opvækst af træer i den nordlige indhegning ved at rykke dem op med rode ved hjælp af en traktor med en grab.

Pleje på langt sigt – mange bække små

Som en del af den langsigtede pleje har vi i plejeudvalget besluttet os til at opsætte en slags skabe ved de mest brugte ind- og udgange til bakkerne, og i de skabe vil vi hænge nogle grensakse og mindre høgenæb. Så vil vi bede alle, der går en tur i bakkerne om at snuppe en grensaks eller et høgenæb og fjerne 3 eller flere små birketræer eller gyvel på deres vej, og derefter hænge grensaksen/høgenæbet tilbage i skabet ved den udgang, hvor de forlader bakkerne. Det behøver ikke være det samme sted, som man tog den/det. Med alle de mange, der går ture i bakkerne, kan det blive til rigtig mange træer i løbet af et år, hvis vi alle husker at gøre det bare engang imellem.

Plejedage

Plejedagene i foråret 2015 er ikke helt fastsat endnu, men støtteforeningen arbejder med nedenstående:

  1. lørdag d. 11. april kl. 10-13
  2. søndag d. 10. maj kl. 13-16
  3. lørdag d. 13. juni kl. 14-17

Vi ses i bakkerne.

Borgermøde med livlig debat

Naturfonden Gl. Rye og Støtteforeningen holdt informationsmøde i Sct. Sørens Hus i Gl. Rye onsdag aften, hvor de mange deltagere markerede overtagelsen af bakkerne med et glas champagne. Der var indlæg om historikken og den ”sammenhængskraft”, som de bynære Lyngbakker kulturelt, historisk og naturmæssigt skaber i området, samt om visionen for Lyngbakkerne og den fremtidige strategi for plejearbejdet. En god og livlig debat fulgte dette, ”og nu skal vi holde tempoet oppe og komme videre med Projekt Lyngbakkerne, hvor der vil ske meget i år”, supplerer Annette Krogsøe, formand for Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye.

Parterne i handlen – Naturfond Gl. Rye og de hidtidige ejere Yvonne og Henrik Brunsø – har aftalt ikke at offentliggøre købsprisen for arealerne, da der er tale om en privat overdragelse, men begge parter er tilfredse med handelen.

1b

Der var stor glæde blandt borgerne i Gl. Rye, da nyheden om erhvervelsen af
bakkerne blev offentliggjort på informationsmødet onsdag aften (foto: Bendt Nielsen)

Pressemeddelelse

Naturfond i Gl. Rye overtager 16,5 hektar af Lyngbakkerne

Millionstøtte fra A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal gør Naturfond Gl. Rye i stand til at erhverve en stor del af de fredede lyngbakker øst for Gl. Rye

Allerede godt 6 måneder efter stiftelsen af Naturfond Gl. Rye går fondens vigtigste formål nu i opfyldelse: Erhvervelse af de mest bynære dele af de unikke Lyngbakker ved Gl. Rye. Dermed har det store og frivillige arbejde, der startede med etableringen af Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye i 2012, nået en milepæl.

”Det var med meget stor glæde, at vi modtog tilsagnet om støtte på 1,9 millioner kr. fra A. P. Møller Fonden”udtaler en meget glad formand for Naturfonden, Lærke N. Frost. ”Projektbekrivelsen blev sendt 31. oktober, og efter god dialog med A. P. Møller Fonden fik vi meget hurtigt tilsagnet, hvilket vi er rigtig glade for”. Pengene kan dække erhvervelse og pleje af bakkerne. Naturfonden opgør nu udgifterne til købet, omkostninger i forbindelse med udstykning og skøde, udgifter til advokat og afgifter til det offentlige i forbindelse med købet, refusionsopgørelse mv. Derudover er der også et beløb til plejeopgaver.

Den store frivillige opbakning og indsats fra borgerne i Gl. Rye har ikke mindst været grundlaget for succesen. I sommeren 2013 stod Støtteforeningen for indsamlingen blandt indbyggere i Gl. Rye og lokale erhvervsdrivende af 250.000 kr. til at etablere den fond, der skulle erhverve Lyngbakkerne. I foråret 2014 kom fondens bestyrelse på plads, og den har siden arbejdet intensivt med udarbejdelse af ansøgninger samt de mange formelle forhold, der skulle på plads. ”At starte en fond og erhverve et stykke jord som Lyngbakkerne tager tid. Vi har været gennem godkendelser hos Erhvervsstyrelsen, Skat, Civilstyrelsen og Naturstyrelsen, og også Skanderborg Kommune har sikret os tilladelser til erhvervelsen. Alt skulle falde på plads inden d. 1/1 2015, så vi har arbejdet under pres. Men det hele er gået op i en højere enhed nu takket være støtten fra A. P. Møller Fonden, og jeg er utrolig glad for, at vi samtidig har kunnet leve op til den store tillid og opbakning fra byen”, fortæller Lærke N. Frost.

Borgermøde om Lyngbakkerne 14.januar

Den 14. januar kl. 19 arrangerer Naturfonden og Støtteforeningen et informationsmøde i Sct. Sørens Hus (sognehuset) i Gl. Rye. Alle er velkomne. Ud over at fortælle nærmere om erhvervelsen af bakkerne og de muligheder, det giver fremover, vil Støtteforeningen fortælle om ideer til plejedage og andre arrangementer i år. ”Vi vil også gerne fortælle om den ”sammenhængskraft”, som Lyngbakkerne kulturelt, historisk og naturmæssigt er med til at skabe her i området – og vi vil gerne lægge op til en god debat om mulighederne i bakkerne fremover for alle – herunder samarbejdet med Skanderborg Museum om de nationale formidlingsværdier,” siger Annette Krogsøe, formand for Støtteforeningen.

Bænke på Musebakken

Et af resultaterne fra septembers plejedag var etablering af bænke på toppen af Musebakken.

Man kan nu sidde og betragte Gl. Rye fra 3 vinkler
– bænkene er sat op med retning mod nord – vest – syd, alle med fantastiske udsigter.

 

 

Bestyrelsen for Naturfond Gl. Rye i arbejdstøjet

Bestyrelsen for Naturfond Gl. Rye er nu på plads efter længere tids forarbejde, og skal nu i gang med sit arbejde med at erhverve Lyngbakkerne i Gl.Rye. Fonden er blevet til på grundlag af indsamlingen sidste år blandt borgerne i Gl. Rye og med støtte fra Kvickly Ry, Dagli’ Brugsen i Gl. Rye, Borgerforeningen i Gl. Rye  og Dansand A/S.

Bestyrelsen har følgende sammensætning, der ifølge fondens formand Lærke Frost har den ønskede blanding af natur- og kultursagkyndige, erhvervsfolk og ikke mindst repræsentanter fra Gl. Rye:

Formand Lærke Frost, tidligere formand for Borgerforeningen i Gl. Rye

Næstformand Leif Bergman,  formand for Brugsforeningen TRYG i Ry samt tidl. direktør for Henley Business School i Skandinavien.

Kasserer Ebbe Kristensen, udpeget af Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye

Lene Høst-Madsen, direktør for Skanderborg Museum

Jørgen Axelsen, udpeget af Borgerforeningen i Gl.Rye

Olaf Møller, Udpeget af Danmarks Naturfredningsforening

Observatør: Niels Bundgaard, skovridder, Naturstyrelsen Søhøjlandet

Støtteforeningen  for Naturfond Gl. Rye fungerer som sekretariat for fonden, og  sideløbende med arbejdet med stiftelsen af fonden har støtteforeningen været meget aktiv med dialog med myndigheder og den nuværende lodsejer. Desuden har landskabsarkitekt Bendt Nielsen for Støtteforeningen udarbejdet et omfattende prospekt til brug for de ansøgninger, fonden nu skal i gang med for at skaffe de nødvendige midler. Så snart prospektet er endeligt på plads, vil det blive lagt på www.naturfond-glrye.dk , hvor fonden løbende vil  informere om fremdriften i arbejdet.

Bestyrelsen

Slutspurt i lyngbakkerne inden sommerferien

Vi har brug for din hjælp – 1., 2. og 3. juli

“Træk et træ”
Der er fældet en masse træer på sydsiden af Musebakken. De skal helst samles sammen nu, inden bevoksningen gror op omkring dem. Vi vil gerne have din hjælp til det.
Skanderborg kommune har stillet traktor og flishugger til rådighed, og vi inviterer nu til tre ekstra plejeaftener i juli – den 1., 2. og 3. juli.

Vi mødes alle aftener kl. 19:00 og arbejder et par timer på sydsiden af Musebakken.
Kom de aftener, du kan, og tag gerne naboen med. Medbring selv lidt vand og kaffe.

Det er planen, at der vil blive arbejdet med at slæbe træer sammen og hugge dem til flis alle tre aftener. Du er velkommen til at få noget af flismaterialet efterfølgende.

Hvis vi bliver færdige med hovedopgaven, og der er mere tid til overs, kan vi fælde nogle af de mest generende træer langs de større hovedstier i de områder, vi ikke har ryddet endnu, f.eks. stien fra Irmelins høj. Eller vi kan tage lidt af den nye opvækst på de allerede ryddede områder.

Stor arbejdsindsats

På lørdagens plejedag deltog en lille flok aktive Gl. Ryere, men var antallet lille var arbejdsindsatsen desto større.
Vi nåede stort set det opsatte mål med af få flishugget de birketræer, der blev fældet og trukket ned til hegnet de sidste par plejedage.
Vi satser på at afvikle et par aftener inden sommerferien, hvor flere kan få lejlighed til at give en hånd med.

Tak for indsatsen til de fremmødte og tak til Hotel Lyngdal for dejlige sandwich og til Dagli’Brugsen for drikkevarer.

DSC02661 DSC02666b

 

Plejedag d. 14 juni

Kl. 13.00 – Vi mødes på sydsiden af Musebakken, hvor vi igen skal fælde og slæbe birketræer.

Medbring gerne motorsav, buskrydder og relevant værneudstyr, arbejdshandsker m.v.

Husk solidt fodtøj, fordi der er mange birke-stubbe skjult i terrænet.

Kl. 14.30 – Pause med forplejning.

Kl. 16.00 – Fyraften – og tak for denne gang.

20140519_205332

En våd omgang – men effektiv

En flok af de mest ihærdige naturplejere i Gl. Rye trodsede regnen og mødte op til “Træk-et-træ” aftenen.
Der blev ydet en rigtig effektiv indsats med at få slæbt birketræerne fra sidste plejedag ned af skrænterne.
Nu er de klar til at blive brændt af ved førstkommende lejlighed.
Vi siger tak for indsatsen og tak for kage til Le Gateau i Ry.

20140519_204837                20140519_204948

Heste i lyngbakkerne

I uge 19 vil der igen komme heste i den nordlige fenne i lyngbakkerne og de vil være der de næste 2 måneder.

Vi vil endnu engang bede om, at man respekterer, at der ikke må være færdsel i fennen, når der er dyr. Det er muligt at komme rundt i bakkerne uden at komme ind til dyrene.

DSC02205

MVH bestyrelsen

Stor familiedag i lyngbakkerne d. 27. april

Pressemeddelelse

Morten DD, kendt naturvejleder fra bl.a. TV  vil fortælle om plante- og dyreliv i Lyngbakkerne som en del af en eftermiddag for hele familien i Lyngbakkerne i Gl. Rye.

Den 27. april fra kl. 13-16 arrangerer Støtteforeningen en eftermiddag for hele familien i Lyngbakkerne. Det bliver en spændende og lærerig dag for både voksne og børn om den unikke natur og dyreliv i Lyngbakkerne.

Et kendt TV-ansigt, Morten DD Hansen, vil guide rundt i naturen og fortælle inspirerende og sjovt om dyre- og planteliv. Morten DD er til daglig museumsinspektør ved Naturhistorisk Museum i Aarhus, og støtte fra Skanderborg Kommune har gjort det muligt at stable dette arrangement med ham på benene.

Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye står for arrangementet og håber, at mange vil benytte lejligheden til at lære bakkerne endnu bedre at kende. Efter et par timer sammen med Morten D.D. vil støtteforeningen servere grillpølser og brød for alle. ”Vi har valgt at gøre denne dag til en oplevelsesdag for familierne i Gl. Rye i stedet for en plejedag – dem kommer der i øvrigt tre af i løbet af året”, fortæller Støtteforeningens formand, Annette Krogsøe.
Hun oplyser i øvrigt, at bestyrelsen for Naturfond Gl. Rye – hvis opgave er at skaffe midler til at kunne erhverve en del af Lyngbakkerne – nu er på plads, og vil blive offentliggjort lige efter Påske.

Yderligere oplysninger: Annette Krogsøe, 20 31 50 94, mail: annettekrogsoe@gmail.com

Husk tilmelding her på siden TILMELDING

Ændringer på plejedage i 2014

Efter henvendelser fra bl.a. Gl. Rye Mølle, har vi flyttet 2 plejedage i forhold til de udmeldte datoer på generalforsamlingen.
Det viste sig, at der var uheldige sammenfald med andre arrangementer.

Nye plejedage i 2014

27. april kl. 13:00 – 16:00 – med besøg af Morten DD

14. juni kl. 13:00 – 16:00

06. september kl. 09:30 – 12:30

01. november kl. 13:00 – 16:00

Stor interesse for Lyngbakkerne

Pressemeddelelse 16. marts 2014

Godt 40 mødte op til informationsmødet i Gl. Rye torsdag om at stifte en fond, der på sigt skal erhverve ca. 17 hektar af de unikke Lyngbakker. Informationsmødet var kombineret med generalforsamling i Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye, og her kunne formand Annette Krogsøe bl.a. fortælle rom et stigende medlemstal i foreningen – nu næsten 70 – og at ca. 2/3 af alle husstande i Gl. Rye havde bidraget til indsamling af de godt 250.000 kr., der kom i hus i 2013. De to på valg i bestyrelsen blev genvalgt – Anne Schelde og Keld Mortensen – og som suppleant blev valgt Søren Blaabjerg Poulsen.

De første bestyrelsesmedlemmer i den kommende fondsbestyrelse er nu på plads, idet Borgerforeningen i Gl. Rye har udpeget to (Lærke Frost og Jørgen Axelsen), mens Danmarks Naturfredningsforening har udpeget den lokale formand Olaf Møller. Endvidere vil en fra Støtteforenings bestyrelse også træde ind og forlade Støtteforeningens bestyrelse for at sikre kontinuiteten i arbejdet. Der er forhandlinger i gang med flere andre, og Annette Krogsøe forventer, at en samlet bestyrelse kan præsenteres i løbet af foråret. Og så går arbejdet i gang med at søge midler, bl.a. hos andre fonde, for at kunne skaffe de nødvendige midler til at købe bakkerne og dermed fremtidssikre området for beboerne og alle andre. Støtteforeningen er i samarbejde med landskabsarkitekt Bendt Nielsen ved at forberede informationsmateriale, så fonden hurtigt kan komme i gang. Bendt Nielsen fortalte på mødet om ideen med materialet, der bl.a. skal fremhæve den helt særlige kulturhistorie – helt tilbage fra før Reformationen – som Lyngbakkerne er en del af.

Pleje- og familiedag 27. april – med TV kendis!

På informationsmødet redegjorde Keld Mortensen for de flotte resultater af plejedagene i 2012 og 2013, gennemført med stor aktiv indsats af mange lokale og i tæt og godt samarbejde med Skanderborg Kommune og lodsejeren Henrik Brunsø. Han redegjorde også for den førstkommende plejedag 27. april, der bliver noget helt særligt. Naturvejleder Morten DD, kendt fra TV vil nemlig være med og fortælle på sin særlige facon om dyre- og planteliv i Lyngbakkerne, og også for børnene bliver det sjovt og spændende. Der bliver måske ikke så meget pleje den dag, med Støtteforeningen håber at få spredt interesse og engagement ud og at ikke mindst de yngre familier lærer Lyngbakkerne meget bedre at kende.

Det var stor spørgelyst og mange gode ideer og forslag til det videre arbejde i både forening og fond, og Annette Krogsøe kunne afslutte mødet med at konstatere, at den lokale opbakning er stor som aldrig før.  Hun opfordrede til at følge med på foreningens hjemmeside www.naturfond-glrye.dk, hvor også arbejdet med at etablere fonden opdateres.

Yderligere oplysninger: Anette Krogsøe, 20 31 50 94, mail annettekrogsoe@gmail.com

Naturfonden under stiftelse

Af Annette Krogsøe, formand for Støtteforeningen

Mange her i byen vil nok gerne snart se, hvad deres bidrag til etablering af fonden ender med. Vi har her i Aktuelt løbende beskrevet fremdriften i arbejdet med at etablere en fond, herunder få en bestyrelse på plads. Dette arbejder bestyrelsen i Støtteforeningen intenst med, og vi har kontaktet både Skanderborg kommune, Naturstyrelsen og Danmarks Naturfredningsforening og tilbudt plads i fondsbestyrelsen, jævnfør fondens vedtægtsforslag.  Naturfredningsforeningen har givet tilsagn, mens de andre i skrivende stund (ultimo januar) overvejer.

Der er endvidere afsat to pladser til Borgerforeningen, og det regner vi med kommer på plads, når den nye bestyrelse i Borgerforeningen er konstitueret i marts. Desuden vil et eller to af bestyrelsesmedlemmerne fra Støtteforeningen træde ud af foreningen og ind i fondens bestyrelse, ikke mindst for at sikre kontinuiteten i arbejdet. Fond og Støtteforening vil selvfølgelig arbejde tæt sammen, vi regner med at Støtteforeningen kommer til at fungere som en form for sekretariat for fonden – ud over at arrangere plejedage, informationsarrangementer osv. ligesom nu.

Købsproces startet

Men alt dette forberedende og mere formelle arbejde hindrer ikke fremdriften i arbejdet med at erhverve Lyngbakkerne! Støtteforeningen er ved at have udarbejdet meget detaljeret materiale om hele Lyngbakke-konceptet, der kan anvendes som forklarende bilag til formelle ansøgninger til fonde og andre kilder, der forhåbentligt vil bidrage til erhvervelsen af de ca. 17 hektar i Lyngbakkerne.  Materialet udarbejdes i tæt samarbejde med landskabsarkitekt Bendt Nielsen, der har stor erfaring i at udforme projektbeskrivelser og materiale til brug for ansøgninger.

Samtidig er vi i dialog med lyngbakkernes nuværende ejer Henrik Brunsø om processen i forbindelse med et køb. Herunder bl.a. at få afstemt prisniveauet, hvor vi får hjælp fra kyndige fagfolk. Det bliver formelt fonden, der skal erhverve området, men vi håber med dette forarbejde at servere en driftssikker model for fonden, så der kan sættes turbo på den endelige købsaftale, så snart fonden er etableret.

Orienteringsmøde og generalforsamling 13. marts

Under alle omstædigheder vil vi gerne orientere om projektets status og det videre forløb – herunder de mange muligheder vi ser for byens borgere ved en erhvervelse af Lyngbakkerne – ved foreningens generalforsamling. Datoen er den 13. marts 2014 kl. 19.30. Mødet holdes i sognehuset – alle er velkomne.

 

Som det fremgår af forfatternavnet, er Annette Krogsøe nu formand for Støtteforeningen. På grund af personlige forhold med sygdom i familien og tidspres valgte Ebbe Kristensen ved seneste bestyrelsesmøde at give stafetten videre til Annette. Ebbe fortsætter dog som menigt medlem af bestyrelsen.

 

Kontingent for 2014

Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye vil gerne opfordre alle til at betale kontingent for 2014 – 100 kr. pr. husstand.

Der kan betales til kassereren Susanne Bohøj, Gyden 13, tlf. 61 26 86 49, mail: susanne@bohoej.dk,

eller ved at indsætte pengene på Støtteforeningens bankkonto: reg.nr. 5667,  konto nr. 0716 158 152.

Du må meget gerne sprede budskabet til dine naboer og øvrige omgangskreds – vi vil gerne være flere i foreningen.

Støtteforeningen har behov for medlemmer , idet kontingentet dækker de løbende udgifter til vedligeholdelse af hjemmeside, print, kopiering osv.

Og HUSK at betale kontingent inden generalforsamlingen d. 13. marts – det sikrer din opstilling- og stemmeret.

Infomøde og generalforsamling

Kære medlemmer af Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye samt bidragsydere til fonden

Godt nytår – og tak for jeres støtte sidste år.

Det er blevet tid til lidt info fra os om:

  • Indbydelse til informationsmøde og generalforsamling
  • Status på arbejdet indtil nu
  • Opfordring til at betale kontingent

Alle interesserede indbydes til informationsmøde i Sognehuset torsdag den 13. marts 2014 kl. 19.30.
Støtteforeningen vil fortælle om året, der er gået og om planerne for det kommende arbejde. Så her har du chancen for at høre, hvordan det går med det bidrag til etablering af fonden, du har givet.

I forlængelse af informationsmødet afholdes Støtteforeningens generalforsamling, der er åben for alle. Kun medlemmer af Støtteforeningen har stemmeret. Der er opstillet kandidater til alle bestyrelsesposter, men der er tillige åbent for opstilling på mødet.

Kort fortalt er status lige nu, at Støtteforeningens bestyrelse har opfordret Naturstyrelsen, Skanderborg Kommune, Danmarks Naturfredningsforening og Borgerforeningen til at udpege personer til at sidde i fondsbestyrelsen. Så snart der er svar fra alle, kan vi gå videre til konstituering af en bestyrelse og formel stiftelse af fonden. Det forventes at kunne finde sted her i løbet af første kvartal af 2014.

Sideløbende med dannelsen af en fondsbestyrelse arbejder Støtteforeningen med myndighederne omkring udstykning af den del af lyngbakkerne, som fonden skal købe. En udførlig projektbeskrivelse er undervejs, og der er tæt dialog med de nuværende ejere af arealet Yvonne og Henrik Brunsø. I den nærmeste fremtid indkaldes de mennesker, som har meddelt, at de gerne vil medvirke til at skrive ansøgninger til fonde m.v.

Til slut vil Støtteforeningen gerne opfordre alle til at betale kontingent for 2014 – det er 100 kr. pr. husstand.

Der kan betales til kassereren Susanne Bohøj, Gyden 13, tlf. 61 26 86 49, mail: susanne@bohoej.dk,

eller ved at indsætte pengene på Støtteforeningens bankkonto: reg.nr. 5667,  konto nr. 0716 158 152.

Du må meget gerne sprede budskabet til dine naboer og øvrige omgangskreds – vi vil gerne være flere i foreningen. Og HUSK at betale kontingent inden generalforsamlingen – det sikrer din stemmeret, og det hjælper Støtteforeningen med at få råd til de løbende udgifter til vedligeholdelse af hjemmeside, print, kopiering osv.

Med håb om at se jer den 13. marts,

Annette Krogsøe, formand

Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye

Som det fremgår af afsender, er Annette Krogsøe nu formand for Støtteforeningen. På grund af personlige forhold med sygdom i familien og tidspres valgte Ebbe Kristensen ved seneste bestyrelsesmøde at give stafetten videre til Annette. Ebbe fortsætter dog som menigt medlem af bestyrelsen.

Tættere på stiftelse af fonden

 

Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye er nu – sammen med Borgerforeningen i Gl. Rye – klar til formelt at oprette Naturfond Gl. Rye og dermed det videre arbejde med at erhverve en del af Lyngbakkerne. Der er nu indbetalt mere end 260.000 kr. fra de mange beboere samt erhvervssponsorerne Dagli’ Brugsen i Gl. Rye, Kvickly Ry og Dansand, der gav tilsagn ved indsamlingen i sommers.

Støtteforeningen er nu ved at kontakte forskellige organisationer for at tilbyde plads i bestyrelsen, og det arbejde håber foreningen at have på plads i starten af det nye år. Derefter vil bestyrelsen og fonden blive præsenteret på et informationsmøde i Gl. Rye snarest derefter. Og så skal fondsbestyrelsen i arbejdstøjet og forsøge via andre fonde og finansieringskilder at skaffe de tilstrækkelige midler til at gå i dialog med ejeren af Lyngbakkerne, Henrik Brunsø om erhvervelse af området.

Støtteforeningen vil fortsat være i fuldt vigør og stå for plejedage samt fungere som en form for sekretariat for fonden. På foreningens hjemmeside www.naturfond-glrye.dk kan udkastet til vedtægter for fonden læses.

”Det bliver et fortsat stort og spændende arbejde at pleje og videreudvikle Lyngbakkerne i alle beboeres interesse”, siger formanden for Støtteforeningen, Ebbe Kristensen. ”Når området forhåbentligt er erhvervet i løbet af 2014, skal der laves en række planer for den langsigtede pleje, dyrehold i bakkerne, samarbejdet med kommunen mm. samt i nogle kreative processer med de engagerede borgerne i Gl. Rye finde på spændende aktiviteter i forbindelse med bakkerne. Og det skal ske som en del af at udarbejde en samlet vision  for Lyngbakkerne i tråd med Gl. Ryes vision”, siger Ebbe Kristensen.

Status efter årets arbejde i Støtteforeningen

Status plejedage

I 2013 har vi afviklet 5 plejedage, hvor mange har deltaget, og synes vi med et godt og meget synligt resultat. Hele den nordlige fenne er stort set ryddet for birketræer, og kommunen har i 2 omgange fjernet bregner på et stort område. Der er fældet en del større birketræer, så vi undgår for mange frø i lyngområderne. I den mellemste fenne med Musebakken og Irmelins høj er der fjernet en masse birk, og kommunen har medvirket indtil pengekassen løb tør. Der ligger desværre en del fældet birk tilbage, som kommunen havde lovet at fjerne, men som sagt løb pengekassen tør, så det bliver først til foråret. Det kan vi naturligvis kun beklage – det havde været mere færdigt, hvis bunkerne var væk.

Fra enkelte borgeres side er det foreslået, at Støtteforeningen skal sørge for at forbedre adgangsforholdene i bakkerne for alle. Det vil vi også meget gerne, men der er en række forhold, som vi ikke kan ændre på lige med det samme, f.eks. at det er nødvendigt med midlertidige afspærringer, når der er dyr på græs.

Vi ser gerne, at der etableres flere låger i området, så man lettere kan gå, hvor man vil – når der ikke er dyr i fennerne, og vi vil gerne sørge for, at der bliver købt og opstillet bænke på udvalgte steder i lyngbakkerne. Men netop derfor er der god grund til, at vi ønsker at eje arealerne via den nye fond, som er under etablering. Vi tror på, at fremtiden for lyngbakkerne kun kan blive bedre i fondens hænder, frem for salg til private.

Naturfond Gl. Rye

Indsamlingen til etablering af Naturfond Gl. Rye forløb rigtig godt. Tilsagnene på tilsammen godt 250.000 blev samlet ind på kun 6 uger, og i skrivende stund mangler kun få at indbetale beløbene. Vi forventer at komme i gang med etableringen af fonden allerede nu og vil indkalde til et informationsmøde om fonden og det videre forløb i marts måned.

Vi vil endnu engang opfordre alle til også at melde sig ind i Støtteforeningen. Der er hårdt brug for midlerne til det videre arbejde. Man kan se her på hjemmesiden hvordan.

Hvis man allerede nu indbetaler de 100 kr. vil det dække resten af året og hele 2014. Tak for hjælpen.

MVH Bestyrelsen

 

Plejedag d. 9. November

Sidste plejedag i år!

13:00 Vi mødes på marken bag Hotel Lyngdal

Ebbe vil informere om status for arbejdet med Naturfondens etablering og Keld vil informere om de videre planer for plejen.

Vi arbejder denne gang i den nordlige fenne, hvor vi prøver at få bugt med de sidste birketræer m.m.

16:00 Vi spiser suppe efter vel overstået arbejde.

Vel mødt!!

 

Nyt fra lyngbakkerne

Tid til betaling

I løbet af den næste uges tid får alle, der har givet tilsagn om et støttebeløb til oprettelse af
Naturfond Gl. Rye, et brev i postkassen med nærmere oplysninger om indbetaling.
Bestyrelsen for Støtteforeningen har arbejdet videre med planerne, og her kan man se et kort
over det præcise område, der i givet fald skal købes af fonden – link til kort

Næste skridt bliver at kontakte emner til fondsbestyrelsen – se udkast til vedtægter her.
Det håber vi at være meget længere med inden årets udgang.

Plejen i lyngbakkerne

Der er løbende forhandlinger med Skanderborg Kommunen og lodsejer om plejen af Lyngbakkerne, som vi snart vil kunne melde mere ud om.

Årets sidste plejedag bliver 9. november kl. 13-16 – og vi kan allerede nu sige, at vi lægger op til at starte næste års indsats i lyngbakkerne med en stor plejedag med masser af andre aktiviteter for hele familien til foråret.
Følg med her på hjemmesiden.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

 

Musebakken blev glatbarberet!

På denne smukke efterårssøndag mødtes ca. 20 arbejdsomme beboere fra Gl. Rye for at bruge 3 timer i lyngbakkerne på pleje.

Vi havde besluttet os for at give den en skalle på Musebakken, så vi kunne genskabe den fantastiske udsigt udover hele Gl. Rye.

Vi siger tak til alle fremmødte og til sponsorerne Dagli’Brugsen og Hotel Lyng Dal.

Før   Før

Efter Efter

DSC02478

Frokosten blev som sædvanlig sponsoreret af Hotel Lyng DalDSC02480

Plejedag d. 29. september

6. plejedag i lyngbakkerne – 29.09. kl. 10 – 13

Nu står Musebakken for tur!

Kl. 10.00 – Vi mødes på toppen af Musebakken. Medbring gerne motorsav, buskrydder og relevant værneudstyr, arbejdshandsker m.v.

Det er planen at starte rydningen på selve toppen og arbejde os ned over den vestlige skråning. 3-4 personer udstyres med motoriseret udstyr, og resten af os hjælper med at bære det afskårne materiale ned til opsamlingsstederne, eller trækker de mindre træer op med extractigator. Også denne gang skal vi koncentrere os om de mest stejle sider af bakken, da de mere flade arealer kan maskinelt behandles på et senere tidspunkt.

Kl. 13.00 – Spisning. Hotel Lyng Dal har sponsoreret varm suppe til os. Dagli’Brugsen sponsorerer drikkevarer og frugt.

Der kommer endnu en plejedag d. 9. november og flere til foråret — følg med her på hjemmesiden under “Aktiviteter”

 

Oprydning efter plejeindsatsen

Skanderborg Kommune har lovet at rydde op og fjerne det materiale, vi har skåret ned og samlet i bunker på den seneste plejedag.

Der er imidlertid opstået nogen forsinkelse i deres arbejde på grund af en sygemelding, men vores kontaktperson hos kommunen lover, at der vil blive fundet en anden person til at udføre oprydningen snarest muligt. Det bliver ikke i denne uge (uge 39) forlyder det, men det passer egentlig udmærket, fordi allerede nu på søndag den 29. september er der igen plejedag, hvor vi forhåbentlig får lagt mange flere træer og grene i bunkerne til fjernelse.

Etablering af Naturfond Gl. Rye

Travlhed og ferier har betydet, at arbejdet med etableringen af Naturfond Gl. Rye er blevet lidt forsinket. Vi har dog haft et uformelt møde med Henrik Brunsø, der fortsat er indstillet på at sælge, og vi talte om det helt præcise areal. Et kort over dette vil senere blive lagt på hjemmesiden.

Alle der har givet tilsagn om støtte vil snarest få besked fra kasserer Susanne Bohøj om indbetaling og det videre forløb.

Besøg fra Gjern Natur

Støtteforeningen havde 9. september besøg af 10 medlemmer fra Gjern Natur, der fik en rundtur i bakkerne (i regn og rusk) sammen med Annette, Ove og Ebbe fra Støtteforeningen. Vores bakker er jo ved at være verdensberømte i Søhøjlandet, og de også meget aktive Gjern folk ville gerne høre om vores planer med dels at erhverve bakkerne, dels hvordan vi greb plejen an. Og var meget imponerede over hvad den frivillige indsats have resulteret i indtil nu!

Gjern Natur består af en gruppe lokale borgere i tidligere Gjern Kommune, der ønsker at arbejde for naturen i lokalområdet og formidle naturoplevelser – se også Gjern Natur

Resultatet af 5. plejedag

Endnu en plejedag gennemført med meget tilfredsstillende resultat. En stor tak til de ca. 20 fremmødte, der igen trodsede skrænterne og fik fjernet birketræer fra bakkerne. Også igen tak til vores faste sponsorer – Dagli’Brugsen og Hotel Lyng Dal – for forfriskninger og en dejlig sandwich efter fuldført arbejde. Endnu en bakke er frit lagt for birketræer og lyngen kan få lov at udvikle sig.

DSC02226 DSC02232

Plejedag d. 18. august

5. plejedag i lyngbakkerne – kl. 11 – 14

Vi mødes kl. 11.00 ved foden af Musebakken – der hvor den store sti starter.

Dagens opgaver bliver:

  • Videre fjernelse af større birketræer i den vestlige kommunale ende.
  • At lægge nogen store egetræer ned med motorsav.
  • Mindre pletter med birk i hestefolden, der skal fjernes med håndkraft/extractigator

Der bliver også denne gang brug for maskiner – motorsave og buskryddere med klinge – og vi vil gerne have en forhåndstilmelding fra folk til den motoriserede gruppe, så vi kan tjekke værnemidler eller skaffe det manglende.

Lyng Dal Hotel har igen lovet at sørge for lidt mad til os kl. 14

Af hensyn til planlægningen bedes I tilmelde jer her – TILMELDING

Der kommer flere plejedage i efteråret — følg med her på hjemmesiden under “Aktiviteter”

 

Indsamlingsmålet for lyngbakkerne nået!

Pressemeddelelse

Indsamlingsmålet for lyngbakkerne nået!

På under 2 måneder er det lykkedes for Støtteforeningen for naturfond Gl. Rye at få tilsagn om i alt over 250.000 kr. til etablering af den Naturfond, der skal arbejde for at erhverve Lyngbakkerne

Med en meget stor opbakning fra beboerne i Gl. Rye samt erhvervsdrivende er der på kort tid kommet tilsagn på over 250.000 i hus. Det beløb, der er nødvendigt for at etablere en fond, der bliver næste skridt i arbejdet med Lyngbakkerne.

”Når vi så forholdsvis hurtigt har nået målet, skyldes det især den positive holdning, som de 12 indsamlere mødte over alt i byen. Ca. 2/3 af dem, som indsamlerne har truffet hjemme, har skrevet under på tilsagn om et beløb. Denne store lokale opbakning er alfa og omega for foreningen”, siger Støtteforeningens formand Ebbe Kristensen. Han tilføjer, at ca. ¾ af beløbet er fra beboere og ca. ¼ fra sponsorerne i form af Dagli’Brugsen i Gl. Rye, Kvickly i Ry samt Dansand A/S i Addit. ”Dette mix er helt perfekt, og vi er selvfølgelig glade for, at sponsorerne også kan se værdien af indsatsen med Lyngbakkerne”.

Der er stadig en del, der overvejer om og hvor meget de vil give tilsagn om. Og jo flere midler, der kommer ind, jo stærkere står Fonden til det videre arbejde.

Dette videre arbejde vil i første omgang bestå i at få udpeget en fondsbestyrelse. Iflg. de foreløbige vedtægter skal både Borgerforeningen i Gl. Rye, Danmarks Naturfredningsforening og Skanderborg kommune have sæde i bestyrelsen.

Det er Støtteforeningens hensigt sammen med Borgerforeningen at lave et informationsmøde i Gl. Rye i løbet af de kommende par måneder om det videre forløb.

Alle, der har givet tilsagn, vil i løbet af august få meddelelse fra foreningens kasserer om indbetaling af tilsagnsbeløbet.

Det videre forløb vil også løbende fremgå af foreningens hjemmeside www.naturfond-glrye.dk. Her er også oversigt over de tre plejedage i bakkerne, der er planlagt i de kommende måneder.

”Det er temmelig nøjagtigt ét år siden, at Støtteforeningen blev stiftet. Vi have nok ikke troet, at vi kunne holde de ambitiøse planer om i alt 7 plejedage inden udgangen af 2013 samt indsamlingen, men den enorme frivillige indsats samt samarbejde med Skanderborg Kommune og lodsejeren Henrik Brunsø har virkeligt båret frugt”, siger Ebbe Kristensen.

Nyhed fra ry.dk

Penge til naturfond

Kvikly Ry Puljen har givet tilsagn om 50.000 kroner til Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye. Foreningen arbejder på at indsamle 250.000 kroner til at stifte en fond, som med tiden skal samle midler nok til at købe Lyngbakkerne ved Gl. Rye.

Mange husstande i Gl. Rye har den seneste måned givet tilsagn om at støtte formålet.

– Med bevilligen fra Kvickly RyPuljen har vi foreløbeig fået tilsagn om lidt over 210.000 kroner, så det ser rigtigt fornuftigt ud, siger formanden for Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye, Ebbe Kristensen.

Borgere vil købe bakkerne

Den nuværende ejer ønsker at sælge de fredede lyngbakker, og beboerne vil gerne sikre et lokalt ejerskab, men det kræver et beløb i millionklassen, fortæller Ebbe Kristensen.

– Når vi har fået fonden stiftet, skal der sammensættes en bestyrelse, som kan gå ud og søge penge til at købe bakkerne hos nogle af de store fonde, siger Ebbe Kristensen.

Læs på ry.dk her – Penge til Naturfond

Indsamlingen har nu nået 215.000 kr.

Kvickly Ry Fonden har givet os et tilsagn på 50.000 kr., der sammen med tilsagn fra Dagli’Brugsen Gl. Rye og Dansand med hver 10.000 har givet indsamlingen et gevaldigt skub. Vi takker for sponsoraterne og til de mange i Gl. Rye, der også har givet tilsagn.

Vi mangler stadig nogle besøg, så tag godt imod indsamlerne, så vi kan komme helt i mål.

Før og efter

Udsigten over det ryddede område i lyngbakkerne. Se hvordan bakkerne tager sig ud før og efter rydningsarbejdet.

Hestene i lyngbakkerne må ikke fodres

Vi vil gerne opfordre alle, der færdes i lyngbakkerne til ikke at fodre hestene. Hestene går der for at holde bevoksningen nede.

Resultatet af 4. plejedag

Så er 4. runde af indsatsen i lyngbakkerne godt overstået. Igen blev dagens mål opfyldt og ca. 25 arbejdsomme Gl. Rye’re kan se tilbage på en god dag i bakkerne med et fantastisk resultat. 1000 vis af birketræer er fældet og samlet, klar til at køre væk, og et stort område er fritlagt, så lyng og blåbær får lys og luft. Næste plejedag bliver til august, når sommerferierne er overstået.

Vi siger tak til alle deltagerne og tak til dagens sponsorer – Dagli’Brugsen med forfriskninger og Hotel Lyng Dal med en dejlig frokost.

 

Indsamling igang

DSC02180_2

Indsamlingen af de 250.000 til etablering af Naturfond Gl. Rye er nu igang.

I løbet af de næste tre uger vil alle husstande i Gl. Rye få besøg af en frivillig indsamler – tag godt imod dem.

4. plejedag i lyngbakkerne d. 9. juni

Endnu en dag med hyggeligt samvær, højt humør, manuelt arbejde og masser af frisk luft.

Vi mødes kl. 10.00 ved foden af Musebakken – der hvor den store sti starter.

Der bliver denne gang brug for maskiner – motorsave og buskryddere med klinge – og vi vil gerne have en forhåndstilmelding fra folk til den motoriserede gruppe, så vi kan tjekke værnemidler eller skaffe det manglende.

Lyng Dal Hotel har igen lovet at sørge for lidt mad til os kl. 13 og der vil være en forfriskning midt på dagen.

Af hensyn til planlægningen bedes I tilmelde jer her – TILMELDING

Der kommer flere plejedage i efteråret — følg med her på hjemmesiden under “Aktiviteter”

3. plejedag vel overstået

3. plejedag er nu vel overstået. 35-40 mennesker mødte op og der blev igen gjort en fantastisk indsats med at fjerne gyvel fra den nordlige fenne og fjerne gammelt hegn fra den midterste fenne med Musebakken. Dagen blev afsluttet med sandwich, som Trine havde smurt til os, og som Dagli’Brugsen havde sponsoreret. Vi siger tak for mad og vi siger tak for hjælpen til alle deltagere.

Hvis man har lyst til at få direkte information via mail til næste arrangement d. 9. juni, kan man sende en mail via kontakt her på hjemmesiden.

DSC02152DSC02165DSC02164

Næste plejedag i lyngbakkerne 12. maj

Endnu en dag med hyggeligt samvær, højt humør, manuelt arbejde og masser af frisk luft.

Vi mødes kl. 10.00 på græsarealet bag Lyng Dal Hotel som ved tidligere plejedage.

Kom frisk – og tag gerne din nabo med. Der er brug for mange hænder.

Støtteforeningen sørger for lidt forplejning kl. 13.

Af hensyn til planlægningen bedes I tilmelde jer her – TILMELDING

Der kommer flere plejedage i efteråret — følg med her på hjemmesiden under “Aktiviteter”

 

WorkShop pressemeddelelse

Engageret workshop om Lyngbakkerne

19 engagerede Gl. Rye borgere afholdt lørdag formiddag en workshop om det videre arbejde med pleje af Lyngbakkerne i Gl. Rye og indsamling til etablering af en fond. Det blev ledet af bestyrelsen fra Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye, og deltagerne arbejdede i tre grupper. En gruppe arbejdede med, hvordan en indsamling blandt lokale borgere og virksomheder kan strikkes sammen for at nå de 250.000, der er nødvendige for at etablere en fond, en anden gruppe med, hvordan det mere langsigtede arbejde med kontakt til store fonde og andre mulige finansierings kilder kan foregå, og den tredje gruppe arbejdede med planer og ideer for den fremtidige pleje af Lyngbakkerne i samarbejde med lodsejeren og Skanderborg kommune.

I alt kom der 30-35 konkrete ideer op, og optimismen er stor! I den kommende uge samler bestyrelsen op på det hele, og så bliver der meldt ud om planer og aktiviteter på Støtteforeningens hjemmeside www.naturfond-glrye.dk. Men allerede nu ligger det fast, at der bliver mindst 2 plejedage i år, den første sandsynligvis midt/slut maj.

Flere at deltagerne på workshoppen tilkendegav, at de gerne ville gå ind i særlige opgaver i det videre forløb sammen med bestyrelsen. ”Det er et rigtigt godt eksempel på det store frivillige engagement, der præger borgerne i Gl. Rye i forbindelse med Lyngbakkerne, der jo i den grad er med at til at øge herlighedsværdien af hele området ved Gl. Rye og som er med til at binde Himmelbjerget og Gudenåforløbet sammen. Noget, bestyrelsen også vil arbejde med i forbindelse med grønne partnerskaber m.m.”, siger formanden for Støtteforeningen, Ebbe Kristensen

Work Shop d. 6. april

Workshop om Lyngbakkerne

Bestyrelsen inviterer til WorkShop lørdag d. 6. april kl. 10 – 13 på Gl. Rye Skole.

Vær med til, sammen med andre engagerede Gl. Rye borgere, at sikre fremdrift i arbejdet med Lyngbakkerne!

Vi skal arbejde i to spor på WorkShoppen:

–          Fremtidig pleje af Lyngbakkerne – hvornår – hvordan – forslag til dyrehold

  – beskyttelse af særlige dyre- og plantearter – retningslinjer for færden i bakkerne m.m.

–          Indsamling til at etablere Naturfond Gl. Rye – hvordan griber vi det an?

  – kontakt til virksomheder i Gl. Rye og Ry – indsamling i Gl. Rye – andre idéer?

WorkShoppen skal munde ud i oplæg til handlingsplaner for indsatsen både i 2013 og de kommende år, som bestyrelsen kan arbejde videre med sammen med Skanderborg kommune og lodsejeren.

Har du idéer og lyst til at give dit input, så mød op – men meld dig til på forhånd her af hensyn til planlægningen – TILMELDING

WorkShoppen afsluttes med en fælles frokost kl. 13, som Støtteforeningen giver.

Referat fra generalforsamling

Referat fra generalforsamling ”Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye”

Tirsdag d. 12. marts 2013 kl. 19.30 – Gl. Rye Skole – cafélokalet i A-fløjen

Foreningen bød på kaffe og Lyngbakke-kage.

13 fremmødte.

Formanden, Ebbe Kristensen, bød velkommen.

Dagsorden:

1. Valg af dirigent Peter Hald valgt.

Valg af sekretær. Anne Damgaard valgt.

Peter Hald konstaterede at generalforsamlingen er rettidigt indkaldt.

2. Bestyrelsens beretning / v. Ebbe Kristensen

Der henvises til beretningen på foreningens hjemmeside. Beretningen godkendt.

3. Regnskab for det forløbne år til godkendelse. /v. Susanne Bohøj.

Der henvises til regnskabet på foreningens hjemmeside. Regnskabet godkendt. Der blev spurgt til anvendelsen af de hjemsøgte midler. Midlerne er søgt til opstartsomkostninger, kommunikation og indkøb af redskaber. Der skal aflægges regnskab for anvendelsen af midlerne.

4. Fremlæggelse af budget /v. Susanne Bohøj.

Der skal indkøbes flere redskaber.

Derudover er der ikke fastlagt budgetposter. Forslag til køb af drænspader, der kan tåle det hårde arbejde.

5. Behandling af indkomne forslag.

Ingen indkomne forslag.

6. Fastsættelse af kontingent.

Foreningen har pt. 34 medlemmer. Kontingentet fastsættes til 100kr/år/hustand og følger kalenderåret. Fremover opkræves kontingent omkring nytår. Forslag til ny procedure, så indmeldelsesprocessen suppleres med email-adresse og bekræftelse på medlemskab fremsendes pr. mail.

7. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.

Den siddende bestyrelse fortsætter, så der skal kun vælges suppleanter.

Ove Krogsøe genvalgt som suppleant. Ny suppleant: Trine Hansen.

8. Valg af revisor og suppleant

Henrik Olsen valgt som revisor og Tove Olsen valgt som suppleant.

9. Eventuelt

Ebbe Kristensen oplyste, at foreningen planlægger et møde mellem Skanderborg Kommune, Henrik Brunsø og støtteforeningen med henblik på planlægning af forårets plejeindsats. Der skal fokuseres på afgræsning af det nordlige areal, hvor der netop nu sættes hegn op, samt rydning af området ved Musebakken. Sidstnævnte kræver formentlig anvendelse af større maskiner og foreningen forventes at skulle assistere med at hente plantematerialet ud fra området. Kommunen er meget positiv omkring samarbejdet, hvor frivillige og kommunen kan bruge hinanden bedst muligt. Kommunen kan bidrage med maskiner og foreningens frivillige kan bidrage med arbejdskraft.

Der blev spurgt til planerne for afgræsning af området. Hvilke dyr? Hvordan? Hvilke begrænsninger? Der blev fremsat ønsker om bedre kommunikation på dette område. Foreningen vil søge afklaring på dette og øge formidlingen på hjemmesiden. Én af foreningens opgaver bliver at medvirke til at skabe større ansvarlighed for brugere af området.

Forslag til fælles byhaveprojekt på ”trekanten” ved skolestien.

20130312_192458

Susanne’s kage til generalforsamlingen

Beretning fra generalforsamling

Den 12. marts 2013 blev der afholdt den første ordinære generalforsamling i “Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye”.

Formandsberetning 2012, Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye

Støtteforeningen blev formelt stiftet i august efter, at 80-90 Gl. Rye borgere mødtes i juni på grundlag af et godt forarbejde, Borgerforeningen havde lavet. Bestyrelsen konstituerede sig med undertegnede som formand, og fra starten er arbejdet fokuseret på to dele. Det mere kortsigtede og løbende arbejde med at stå for pleje af Lyngbakkerne og det mere langsigtede med at samle 250.000 kr. ind til etablering af den fond, der vil være nødvendig for at skaffe de millionmidler, der skal til for at kunne erhverve Lyngbakkerne.  Den nuværende ejer, Henrik Brunsø, er villig til at afstå Lyngbakkerne.

Vi valgte at prioritere arbejde med pleje hurtigt, og det lykkedes at gennemføre to plejedage i efteråret med stor tilslutning og med god støtte fra sponsorerne Dagli’ Brugsen og restaurant Lyng Dal.

Men først og fremmest er der etableret et godt og tillidsfuldt samarbejde med Skanderborg kommune og Henrik Brunsø, og kommunen har været hjælpsom med både at være med til møder og assistere med materiel. De to plejedage har givet en masse erfaringer med hensyn til kommende plejedage, og der er etableret et korps af frivillige. Og frivillig er nøgleordet i arbejdet. Alle arbejder frivilligt, og det kan kun lade sig gøre, fordi vi synes vi arbejder for alle tiders sag, og fordi vi mærker så stor opbakning i byen. Det er afgørende for det videre arbejde.

Vi kom også rigtigt godt i gang, fordi vi fik et tilskud fra Landsbysamvirket på 25.000 kroner til afholdte omkostninger i forbindelse med opstart. Det har betydet, at vi hurtigt kunne få etableret en flot og informativ hjemmeside, kunne få trykt og uddelt informationsmateriale og indrykket en enkelt annonce. På grund af den føromtalte sponsorstøtte samt velvillighed fra kommunen er der endnu midler tilbage, som evt. skal gå til materielindkøb.

Lige før Jul omdelte foreningen en folder, der bl.a. fortalte om vores tanker med hensyn til den omtalte indsamling, som bliver et fokusområde i 2013. Ligesom plejearbejdet naturligvis fortsat vil være.

Hjemmesiden bliver omdrejningspunktet for information fra foreningen fremover

Med udgangen af året havde Støtteforeningen kun få medlemmer, og det håber vi naturligvis vokser meget i løbet af 2013. Lige nu er der over 30 medlemmer, så det tyder godt.

Bestyrelsen ser frem til et spændende og sjovt år – med masser af arbejde og aktiviteter!

Ebbe Kristensen, Formand

 

Infomøde om lyngbakkerne

24. januar kl. 19.30

Støtteforeningen inviterer til en aften med bred orientering om Lyngbakkerne i Sognehuset.

Aftenens program:

– Velkomst og introduktion
– Historisk beskrivelse af lyngbakkerne v/ landskabsarkitekt Bendt Nielsen
– Info om naturplejen nu og fremadrettet v/ biolog Keld Mortensen
– Beskrivelse af lyngbakkernes naturindhold og muligheder/begrænsninger samt sjældenheder v/ biolog Keld Mortensen
– Støtteforeningens videre arbejde v/ formand Ebbe Kristensen
Der vil bliver serveret kaffe og kage i pausen

 

Orientering omdelt

Så er vi for alvor i gang!

Efteråret har været præget af de to plejedage i Lyngbakkerne, der viste den store opbakning til Støtteforeningens arbejde. Endnu en gang mange tak for indsatsen til de mange frivillige!  Vi har gjort en masse erfaringer og fået bekræftet, at det tætte samarbejde mellem Skanderborg kommune, lodsejer Henrik Brunsø og den frivillige arbejdskraft i Gl. Rye er vejen frem! Vi er meget glade for, at kommunen har givet tilsagn om støtte både økonomisk og praktisk i de kommende år. Plejearbejdet fortsætter til foråret, som I sikkert har læst i medierne og på www.naturfond-glrye.dk.

Der kommer nærmere information om datoer på hjemmesiden.

Generalforsamling i marts

Men vi skal også videre med det, foreningen egentligt er stiftet til! Nemlig at etablere en fond med henblik på opkøb af Lyngbakkerne hvis muligt, og i første omgang indsamling af de 250.000 kr., der kræves for at etablere fonden. Dette arbejder sætter vi for alvor i gang tidligt i 2013, og vi vil præsentere en model herfor ved den første ordinære generalforsamling i Støtteforeningen, der afholdes d. 12. marts. Vi håber at se rigtig mange. Indkaldelsen sker via opslag i byen, på vores hjemmeside, på Borgerforeningens hjemmeside og via annoncering.

Allerede nu kan man melde sig ind i støtteforeningen. Kontingentet er på 100 kr. pr. husstand og dækker hele 2013. Læs mere på hjemmesiden.

Lidt talgymnastik

De nødvendige 250.000 kr. er mange penge, men hvis f.eks. hver husstand i Gl. Rye giver 500 kr. er beløbet sådan set nået! Vi forestiller os en form for ”husstandsindsamling” i foråret, hvor folk kan give, hvad de synes og har råd til – f.eks. fra 350 kr. og opefter.  Vi håber dog også på velvillig opbakning fra virksomheder i og omkring Gl. Rye, som vi kontakter primo 2013. Der er mange mulige modeller for en sådan indsamling. Vi forestiller os, at virksomheder kan blive  A-, B- og C- bidragsydere og bidrage med hhv. 10.000, 5.000 og 1.000 kr., og få tilbudt, at deres logo kan indgå i forskelligt materiale, bl.a. foreningens hjemmeside. Vi understreger, at dette kun er ét forslag, men flere har spurgt, hvordan det videre arbejde skal foregå, og derfor ville vi gerne præsentere en konkret model.

De første 250.000 kr.

Vi vil også understrege – som det er skrevet før og fremgår af hjemme-siden – at pengene ikke er spildte, hvis det mislykkes at etablere fonden. Hvis vi ikke når op på de 250.000 kr, betales alle bidrag tilbage til giverne. Hvis vi får indsamlet de 250.000 kr, skal en ekstraordinær generalforsamling tage den endelige beslutning om at gå videre med etablering af en fond og lægge en plan for fremskaffelse af det beløb, der skal til et evt. køb. De indsamlede 250.000 kr. overgår til fonden ved eventuelt stiftelse. Når fonden først er etableret, kan disse penge iht. loven ikke tilbageføres til giverne.

Fondens penge

Hvis det lykkes fonden at indsamle nok midler, skal vi forsøge at købe Lyngbakkerne. Hvis det ikke lykkes for fonden at indsamle nok midler til et køb, vil alle fondens indsamlede midler være øremærket til andre grønne formål i Gl. Rye. Både de første 250.000 kr. og evt. senere indsamlede midler.

Foredrag og billedaften

Og sæt allerede nu et kryds i kalenderen 24. januar 2013! Her inviterer Støtteforeningen til en aften med bred orientering om Lyngbakkernes historie, tilbageblik på efterårets plejearbejde, fotokavalkade mm. Nærmere oplysninger følger via opslag og på hjemmesiden.

Vi håber, I sætter pris på denne orientering, og bestyrelsen vil gerne benytte lejligheden til at ønske alle en rigtig glædelig Jul !  

 

Knoklearbejde i lyngbakkerne

Frivillige på hårdt arbejde i Gl. Ryes lyngbakker. Af Peter Hald

45 frivillige lyngbakke-arbejdere i alle aldre fik hårdt brug for musklerne lørdag den 24. november, da Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye havde arrangeret arbejdsdag i bakkerne. Denne gang handlede det i høj grad om at få fjernet birketræer i den centrale del af lyngbakke-arealet, og det viste sig hurtigt, at birketræer – selv de små af slagsen – kan være svære at få has på. Flere af træerne havde et rodnet på adskillige meter, og det krævede mange kræfter og godt udstyr at få fjernet dem.

Støtteforeningen havde ved hjælp af et kommunalt langtidslån indkøbt en håndfuld canadisk byggede træ-optrækkere – såkaldte extractigators – og de blev brugt for fuld kraft.

Sagen er, at det mest optimale er at få rødderne med op, så de sejlivede træer ikke begynder at skyde op igen.

Nogle af træerne var dog så umedgørlige og var så solidt forankrede, at de måtte fjernes med ørnenæb og sav.

De fældede birketræer og andre uønskede vækster, der truer lyngen – såsom gyvel og ørnebregner – blev anbragt på store presenninger, der blev trukket ud af bakkerne med håndkraft. Igen blev der svedt igennem, men der vankede en belønning, idet Brugsen,

45 frivillige var på arbejde i bakkerne i lørdags. En smuk, men råkold dag.borgerforeningen og naturfredningsforeningen havde sørget for drikkelse og frugt, og Hotel Lyng Dal havde sponseret en kæmpegryde varm suppe, der lunede godt på den kolde novemberdag.

Arbejdsdagen i lørdags var den anden arbejdsdag, som Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye havde nået at arrangere i løbet af efteråret. Der kommer ikke flere arbejdsdage på denne side af nytår, men næste år går det løs igen, og her bliver en af de store udfordringer at få has på de mange hundrede birketræer, der er skudt op ved foden af Musebakken.

 

2. plejedag vel overstået

2. plejedag er nu vel overstået. 40-45 mennesker mødte op og der blev igen gjort en fantastisk indsats med at fjerne små birketræer fra bakkerne. Kommunen havde sponsoreret 4 stk extractigators, som blev flittigt benyttet til at trække træerne op. Dagen blev afsluttet med en fortræffelig suppe, som Hotel Lyng Dal havde sponsoreret. Vi siger tak for mad og vi siger tak for hjælpen til alle deltagere.

Hvis man har lyst til at få direkte information via mail til næste arrangement, kan man sende en mail via kontakt her på hjemmesiden.

Hvis nogen lige står og mangler lidt birkebrænde ligger der  ved stien til Galgebakken et fældet birketræ, skåret op i 1,5 meter stykker, som man frit kan hente. De tynde grene må man gerne lade ligge – de skal bruges til Skt. Hans bål.

Bliv medlem af støtteforeningen

Vi har nu besluttet, at man kan melde sig ind som medlem i “Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye”

Du kan melde dig ind i Støtteforeningen ved at indbetale 100 kr. til reg. 5667 konto nr. 0716 158 152

Foreningen holder sin første ordinære generalforsamling 12. marts 2013, og det er en forudsætning for stemmeret og opstilling til bestyrelsen, at man er medlem.

Se nærmere info om betaling her på hjemmesiden – http://naturfond-glrye.dk/medlemskab/

Pressemeddelelse

Flyvende start for naturpleje i Lyngbakkerne

Mere end 50 frivillige mødte op og brugte lørdag eftermiddag til den første arbejdsdag for at pleje Lyngbakkerne i Gl. Rye.  Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye, der stod for plejedagen, var begejstret for og imponeret over fremmødet.

Ældre og yngre, mænd og kvinder, børnefamilier og teenagere mødte op i stort tal til plejedagen i Lyngbakkerne. Mange udstyret med ørnenæb, save mm, ligesom Skanderborg Kommune havde stillet udstyr til rådighed. Og vejret var med arrangørerne og deltagerne.  Tørt og lunt, og der gik ikke mange minutter, før sveden begyndte at dryppe hos en del. Dagen blev styret af næstformand i Støtteforeningen, Keld Mortensen, der er biolog og kyndigt indledte med at forklare, hvor der skulle og måtte fjernes, og hvad man skulle lade stå. De godt 50 fremmødte – ligeligt fordelt mellem det stærke og det svage køn i øvrigt – delte sig op i fire grupper, der gik i gang i hver sin del af det nordlige område i Lyngbakkerne, som dagen var afsat til. Og hurtigt begyndte de første bunker af fældede småtræer og buske at vise sig på opsamlingsstedet.

Det store fremmøde.

Frivilligt arbejde skal også være sjovt, og det var det vist for de fleste. I hvert fald var der masser af smil, snak og socialt samvær, nye bekendtskaber blev knyttet, og alle følte, at man virkeligt arbejdede for samme sag. Samarbejde kommune-lodsejer-foreninger-frivillige er en måde at sikre, at det rykker, og det bekræftede dagen i høj grad.

Dagen gik så med blot ét hjørne af Lyngbakkerne. Og når man så ud over blot dette delområde, og hvor små de godt 50 ”myrer” synede, blev det for alvor klart, hvor stort og imponerende et område Lyngbakkerne er, og som byens borgere med god grund værner om.

Støtteforeningen håber at arrangere endnu en plejedag inden vinter. Dagens fantastiske forløb og den store opbakning har virkeligt givet os blod på tanden til at komme videre, siger foreningens formand Ebbe Kristensen:   –   For i takt med, at plejearbejdet  bevæger sig gennem Lyngbakkerne mod sydøst, nærmer vi os ”kategori 1-bakker” som Musebakken m.fl. , og så bliver er nok også behov for lidt tungere artilleri, men stadig er de frivillige alfa og omega i arbejdet.

Arbejdet kan følges på foreningens hjemmeside www.naturfond-glrye.dk

Yderligere oplysninger Ebbe Kristensen, 29650884

 

Billeder fra plejedag

Flyvende start for naturpleje i Lyngbakkerne

Kære alle Gl. Rye-borgere, som var med til plejedagen i Lyngbakkerne lørdag den 20. oktober.

STOR TAK for jeres hjælp!

I galleriet her på nyheden kan I se en række flotte billeder fra dagen. Fotograferne var Keld Mortensen og Bendt Nielsen.
Vi regner endvidere med, at der kommer en artikel om dagen i Annoncebladet i den kommende uge.

Også tak til arrangementets sponsorer:
Dagli’Brugsen for vand og æbler
Restaurant Lyng Dal for kage
Borgerforeningen i Gl. Rye for en fyraftensøl

Der skal afholdes et evalueringsmøde i uge 43 og herefter vender vi tilbage med information om, hvorvidt vi kan nå at etablere en plejedag mere i år, inden vinteren er over os.

Hold øje med nyhederne her på hjemmesiden.

 

Plejedag i bakkerne

Plejedag i bakkerne d. 20. oktober kl. 13-17

Vi har haft et positivt og fremadrettet møde med Skanderborg Kommune og lodsejeren Henrik Brunsø, og allerede nu er kommunen i gang med at save gamle hegnspæle over i den nordlige del og fælde større træer langs stien mod vest.

Arbejdet næste lørdag bliver dels af fjerne gamle hegnspæle og hegnstråd, dels at fælde/fjerne mindre birketræer og ”ringe” bævreasp.  Når rydningen er gennemført, etablerer kommunen nye hegn, så arealerne fremover kan plejes ved afgræsning.

Medbring selv: Termokande med kaffe/the samt arbejdshandsker og evt. grensakse, høgenæb eller andet håndværktøj.

Støtteforeningen sørger for kage (sponsoreret af Lyng Dal) og vand + frugt (sponsoreret af Dagli’Brugsen).

Skanderborg Kommunes entreprenørafdelingen udlåner buskryddere, boltsakse/kraftige tænger og ringejern samt opstiller flismaskine og containere.

Hvis man vil være bruger af kommunens buskryddere, skal man selv have de nødvendige værnemidler med (beskyttelsesbriller, høreværn m.m.)

Tilmelding kan ske her fra siden – Tilmeld her >

Mødested – marken bag Lyng Dal (klik på billedet):

 

 

Lyngbakkernes støtteforening er kommet i arbejdstøjet

29. september 2012    

“Støtteforeningen for Naturfond Gl. Rye” er nu formelt etableret efter det store opstarts-møde i Sognegaarden før ferien.

Det har også været omtalt flere steder i pressen, senest med en stor artikel i Midtjyllands Avis 22. september.

Vedtægter og bestyrelse er på plads, selvstændig hjemmeside under udarbejdelse, og bestyrelsen vil snarest sende information til alle i Gl. Rye om det videre forløb, herunder det mere langsigtede om etablering af en fond.

Og der er allerede gang i sagerne. Støtteforeningen har ansøgt Landsbyfonden om midler og fået bevilget 25.000 kr. til dokumenterede startomkostninger. Den 4.10 holdes møde med Skanderborg kommune og Henrik Brunsø om, hvordan vi kommer i gang på den korte bane med at få startet rydning allerede her i efteråret, evt. i et Grønt Partnerskab. De mange frivillige – over 40 har meldt dig i “frivillig-korpset” – tripper ligesom bestyrelsen og mange andre herunder for at komme videre.

“Derfor er bestyrelsen glade for at der nu er fremdrift i arbejdet., og at både kommunen og Brunsø viser stor velvillighed, og er også meget glad for det store forarbejde, som Borgerforeningen har gjort”, siger den nyvalgte formand Ebbe Kristensen.

De andre medlemmer i bestyrelsen er Keld Mortensen (næstformand), Anne Schelde Damgaard (sekretær), Susanne Bohøj (kasserer) og Annette Krogsøe.